Vores måde at lede organisationer og institutioner, virker ikke længere på os. Alt bureaukrati og kontrol virker modsat hensigten, service og kvalitet er trukket bagud, i forhold til tid og pris.
Systemerne er sat over mennesket, og mennesket er maskindele, og bliver udskiftet som reservedele. Økonomisk vinding går til aktionærerne, og interessen for yderligere kapital overskygger organisationens sundhed, trivsel og bæredygtighed, for ikke at tale om fremtidssikring. Det er som en besættelse, en knaphed om resurserne, det virker som om nogen har fået at vide at vi rammes af hungersnød, eller at jorden går under, og dem som har penge nok kan komme på en space cruiser, et intergalaktisk stjerneskib på første klasse, hvis de har penge nok.
Og vi andre følger følger med og tror, at hvis vi gør det godt, så er er der også en plads til os, uden at vide hvorhen. Vi følger strømmen og løber som gazeller, for vi godt at at noget er efter os, noget forsøger at indhente os.
Det er faktisk sådan, at ved vi ikke hvor vi er på vej hen, så er vi heller ikke særlig bevidste om hvem vi er, og så ved vi heller ikke hvor vi er, og slet ikke hvorfor, vi er hvor vi er.
Det er sådan systemerne driver os, og en efter en vågner vi op som menneske, og opdager, at vi er steget på et tog, uden at vide hvorhen, hvem som er med, hvem er vi? Og hvorfor er vi her?
Det er her vi i forvirringens opvågning, søger mod døren og tvinger den op og springer af, trods al for stor fart. Vi får en rulletur og røvfuld i faldet, og rammes af frygt og ensomhed. Vi rammes af skyld, i ikke at kunne fortsætte, for måske var stationen og målet tæt på. Skammen bidder os i modsat at havde lagt krop og sjæl til et korstog, hvor det hele har været prostitution gennem begærlig forførelse. Vi købte ideen om lykke-lotto billetten, uden at vi at intet menneske er lykkeligt alene. Skammen i at sylte nærværet, kammeratskabet, naboskabet og fællesskabet, i at sælge selfi idolet jeg kan klare det hele alene. Tømmermændene i at fortumlet, forslået, øm i røven, at opdage, at alene er jeg intet, nok har jeg tjent penge, men til et forbrug som er fordrukkent, men intet ejer jeg af værdi. Værdierne mistede jeg den dag, jeg glemte at stige af toget. Sådan er det at rammes af individualisme og projekt lykke-lotto, stress er blot følgeskader som tømmermænd.
Undersøgelser viser at kun 13% er engagerede i deres arbejde, 63% er uengagerede i deres arbejde og 24% er aktive uengagerede.
Det kan lyde sort, men faktisk er står vi overfor et udviklingsniveau som menneske, og som alle udvikling niveauer, rammer vi en krise, som i den grad er smertefuld og lugter af død.
Vi skal dog lige igennem Dantes skærsild, for så at restituerer, og derefter gå mod nye tider.
