Vi skal passe på med at opdrage ‘ego-børn’, som ikke tåler at blive afvist og har svært ved at kunne udskyde deres umiddelbare behov.
Vi, de gode forældre
Vi er blevet gode til, at være på vagt over for vores børns behov. I det hele taget har vores generation af forældre været meget optaget af, at give vores børn en anden opdragelse end den vi selv fik. Faktisk har det mere været projekt: “selv-reparation-gennem-børnene”, hvor vi forsøger at lukke de kærlighedshuller vi selv har været udsat for, ved at sørge for at børnene ikke kommer til at mangle noget. Det betyder, at vi bilder os selv ind, at vi møder børnene på den bedst mulige måde. Men sådan er det desværre ikke. Vi giver børnene det vi selv oplever som værende udækkede behov fra vores egen barndom.
Det betyder, at vi har været projektforældre, som har været 100% på som socialpædagoger. Børnene har været i fokus og har været omdrejningspunktet. Dette giver ikke stærke og sunde børn, men børn som på mange måder, ikke kender til det at vente, eller sætte sig selv til side. De bliver til ‘ego-børn’, der ikke tåler at blive afvist og har svært ved at kunne udskyde deres umiddelbare behov.
Ego-børn indikerer altså at forældrene ikke har hvilet i sig selv. De har ikke været tydelige og grænsesættende for, hvad der er godt for barnet, men har været mere optaget af, hvordan barnet har det og hvordan det reagerer på grænser. Dette giver desværre en misforstået omsorg, da vi kommer til at sætte børnene højere end os selv. Hvis vi derimod satte grænser og prioriterede vores egne behov først og samtidig satte spilleregler for barnets opførelse, og hvad det har brug for at gøre, så vil børnene lære at deres behov ikke altid kommer i første række.
“Børnene ved hvad de ønsker, men ikke hvad de har brug for.”
Omsorgsstyret Opdragelse
Vi kunne kalde denne form for opdragelse for omsorgsstyret. Det er en moderlig/kvindelig form for energi, som fokuserer meget på børnenes behov, hvordan de har det, og om de ved at de er elsket, og at mor og far holder af dem.
Det betyder, at fokus bliver på, hvordan børnene har det følelsesmæssigt, altså en: “det skal føle sig rart og trygt”. Hovedfokus bliver tryghed, hvilket jo også skal være en af hovedingredienserne i al opdragelse. Men for meget tryghed, det vi kalder “pakket ind i vat og bomuld”, skaber ikke nødvendigvis trygge børn. Det giver børnene en stærk afhængighed af den tryghed, som mor og far har skabt omkring forældreskabet. Det giver samtidig en stærk ulyst imod alt som ikke er velkendt og trygt.
Det kan føre til, at det kan være svært og utrygt som barn, at blive selvstændig og søge ud i verden.
Formen er sat i en meget stærk moderlig omsorg og medfølelse, som giver et klart billede af situationen og behovet her og nu. Det giver nødvendigvis ikke nogen bevægelse, retning eller udvikling. Det giver et tilstandsbillede, der er i “hvordan har du det?”, og evt. “hvad har du brug for, for at vi kan fjerne den tilstand?”. I det hele taget bliver dét den moderlige; “Du er helt lige som du skal være”. Problemet med det som hovedbudskab er at det så også giver et billede af, at intet skal forbedres og at der ikke er brug for udvikling.
Det er det som gør at ‘omsorgsstyring’ ikke kan stå alene.
Det er i forskelligheden vi skal lære og i det genkendelige vi skal hvile.
At være og at gøre
Det er mellem, at være den man er og det man gør, at livet kommer til sit fulde. Det har været filosoffernes helt store emne, “at være eller ikke at være”, men vi kan ikke kun være. At være, kan være dér, hvor sjælen har sit sæde, dvs. at kunne hvile i sig selv; det vi også kalder selvværd. Men uden at gøre og bidrage til livets opretholdelse, som er selvtilliden, ja, så får vi en ubalance i troen på selvtilliden i selvværdet.. Det er kun Konger som kan nøjes med at have selvtillid på deres eksistens, alle vi andre, må gøre noget for at kunne “være” altså, at eksistere og høre til.
I virkelighedens verden, så skal vi kunne eksistere, før vi kan kigge på hvordan vi har det og hvad vi har lyst til. Vi lever i en meget konkurrencepræget verden, og vi får intet, hvis vi ikke kan sætte os selv lidt til side, for at kunne levere og yde til det samfund vi lever i.
Viljestyret Opdragelse
Den maskuline kraft er også forbundet med at sætte sig selv til side, for at sørge for at gøre det nødvendige, for ens flok, eller for ens familie.
Viljen til at sejre, viljen til at gå mod strømmen, viljen til at skabe og viljen til at være på trods er en dybereliggende kraft, som er fri af bindinger og frygt.
Vilje er forbundet med mod; modet til at gå imod arv og miljø; modet til at gå nye veje og forlade det som er velkendt. Det er den maskuline kraft. Det er ligeledes den skabende kraft, som er tæt forbundet med udvikling og det at flytte grænser. Den maskuline kraft er også forbundet med at sætte sig selv til side, for at sørge for at gøre det nødvendige, for ens flok, eller for ens familie.
Vi kender det fra Biblen; At en mand skal forlade sin mor og far, for selv at skabe en ny familie. Deri ligger dét, som er essensen i det maskuline, nemlig at kunne forlade alt det genkendelige; alt fra barndommens trygge land.
Denne styrke er mere kraftfuld en omsorgens grænseløse væsen. Det er en svær kunst at besidde de maskuline kræfter, fordi de minder meget om den destruktive kraft, som også er sat ind under disse maskuline værdier. Dog kan destruktivitet godt være en værdi, hvis det beskytter et højere formål og har kontakt til den dybereliggende ære og kærlighed til sine næste.
Formen på denne viljestyrede opdragelse er, set med nutidens øjne, målfokuseret; den er overlevelsesorienteret og den er i et udviklingsperspektiv, hvor at udvikling er morgendagens overlevelse. Det vil sige at i naturens orden, så er der kun to veje, enten udvikling eller afvikling, eller mere primitivt sagt; spis eller blive spist.
Paradokset
Siden 70ernes frigørelse af det ‘patriarkalske tyranni’ er mænd blevet korrigeret i, hvad der er i barnets og i familiens bedste interesse; de feminine værdier, hvilket skam også har været godt. Men tabet af de dybereliggende maskuline værdier (som ikke er patriarkalske, mandschauvinistiske, eller på anden måde kvindeundertrykkende) er et stort tab, da den verden vi lever i dag er mere rå end nogensinde.
Der mangler den nødvendige respekt for det, som ligger i de maskuline værdier, det som både beskytter og yder støtte til den nødvendige udvikling og overlevelse. Jeg kunne fristes til at gå ned på et molekylært plan, nemlig at se den feminine kraft som værende det stof der binder celler sammen, mens at den maskuline kraft er den som får cellerne til at opløse sig til en samlet masse. Vi ser det i militæret, i alle styrker, hvor livet er afhængig af manden ved siden af. Vi ser det som den styrke mænd har besiddet når de drager i krig, eller stillet sig i forreste række for at værne og beskytte. De maskuline værdier, skal være de mælkesyrebakterier som skal sørge for, at der er en balance og som opsætter klare grænser mellem rigtigt og forkert.
Barnets udvikling
Der er ikke spiseforstyrrelser i lande med sparsomme resurser. Vores børn har brug for at få tilgang til denne dybereliggende viljestyret drift. Uden den, vil de kun få fat i den selvdestruktive kraft, som river den piedestal ned, som denne generation af børn er, af misforståede årsager, sat op på. Det skal også ses i lyset af de mange nye psykiske sygdomme, som også er betinget af vores civiliserede velfærd. Der er ikke spiseforstyrrelser i lande med sparsomme resurser. Der er ikke angst i kroppen, når frygten for at blive slået ihjel er lige uden for lejeren.
Det er også vigtigt at forstå at angsten ikke kan forsvinde gennem tryghed, bare tænk på, børns angst for mørke, trods den lyse og trygge familie.
Der er en tendens til at det vi kæmper mest i mod, er det som kommer imod os. Det er vores skyggesider, som blot vokser i skyggen. Det er ligeledes her at den gamle frygt til det mandsdominerede, er kommet til at sætte de maskuline værdier i skyggen.
Barnet har brug for at lære at gå mørket i møde, at vove og turde at gå mod frygten. Det har brug for at lære, at forbedre, forøge, udvikle og konkurrere på nogle sunde og ærefulde spilleregler.
Det frie og naturlige barn kender ikke frygten eller angsten, deri vil det altid søge mod det ukendte og spændende. Det er de moderlige kræfter der sætter ind som beskyttelse, så barnet ikke kommer til skade. Det betyder dog ikke at barnets udvikling og vovemod skal stikkes som høns, så de slet ikke kender til det at flyve.
Mellem drift og hvile
Så hvis ikke de feminine kræfter møder de maskuline kræfter på en dybde, hvor de kan mødes i opløsning og en gensidighed, hvor der er grænseløs og ubetinget accept af hinanden, så vil der være en kønskamp og en egoistisk tilgang til at tingene kun kan være på en måde. Vi skal hvile i kærlighed og de feminine kræfter, men vi skal ikke hvile så meget at vi falder i søvn, eller bliver så magelige, at vi ikke har den maskuline kraft til at rejse os op og søge næring til morgendagen, trods kulde og ensomhed i at vandre alene.