Vi stred imod livet.
For at mærke livet og for at høre til tog vi favntag med døden.
Vi trodsede enhver logik, ikke for at lave oprør eller bryde bånd til forældre og skole, dertil var vi langt hjemmefra. Ganske enkelt fordi vi søgte rusen ved at bryde usikkerhedens og frygtens faste greb om os.
Vi var på mange måder tabere, tabt af- eller skabt udenfor den grænse støbeform, kaldet for normalitet og opdragelse. Det eneste vi var gode til var at flyve under radaren, at forblive frie og utæmmede tosser, som bevidst valgte ikke at tage skoleformen til os. Eller gå i takt med de ret skaffende og pligtopfyldende pæne unge mennesker, som virkede til, at de allerede havde skrevet en kontrakt med fremtiden og virkede som de var ganske tilfredse og blot skulle udfylde deres del af kontrakten.
Vi var vilde og vi hungrede efter spænding eller det som kunne udløse spænding, en kaoskontrol dog helt uden kontrol.
Magneter var vi for outsidere, hvilke ofte gav lidt for meget spænding, da de ikke alle havde samme tilgang til ”leg med døden”, ofte mødte vi nogen som ikke ønskede at lege men mente det med at skabe ødelæggelse og frygt. Som om de var inficeret med rabies og en sødme i galskaben, som de fik udløsningen i selve magten for eksekveringen, hvor vi dog mere havde en spænding i det som var tæt på grænserne, men ikke ønskede at skade nogen.
Vi var grænseløse og havde ikke fået den nødvendige viden, om hvad som var vores, eller ikke var vores, hvad som var lovligt eller lige lovligt ulovligt. Nuvel der var måske nogle svage klokker der ringede, en svag fornuft susen, men det druknede ofte i den spænding, som var livsnødvendigt for ikke at mistes grebet og forsvinde i glemsel.
Vi var uskyldige i tilblivelsen af skyld, men der var en mening i galskaben, vi styrede frygten ved, at kaste os bevidst ud i det endeløst hav af frygtsomme muligheder, for at enten komme alvorligt til skade, eller blive opdaget i at være hvor vi ikke skulle være, eller gøre noget som absolut ikke var lovligt.
Vi var skyldige, forkerte og mangelfulde, som var vi født som forkastet, og vi gjorde hvad vi kunne for at tage det skyldige ansvar på os, fremfor at blive dømt uskyldigt.
Vi var måske alt for sårbare i vores uskyld, så en fordømmelse på os som menneske, ville havde knust os i vores inderste skrøbelighed. Så vi værnede os med ugerninger, så vi kunne få som fortjent, vi tjene galskaben og skabte et værn af ugerninger, så ingen kunne rammer os på vores alt for sårbare ufuldkommene og ufærdige konstruktion.
Vi støbe os selv, vi rullede os i mudder, som senere blev den nødvendige skal, som kunne tåle mosten og vi blev frygtløse, forbandet modige og hårdhudet. Vi lærte hinanden tillid, tillid i at vi stod sammen, uagtet om det så gjaldt mødet med fanden selv eller det som var værre, døden.
Så længe vi havde hinanden, havde vi magten, og da vi havde leget med døden, var vi på mange måder dødsdømte, og hvad kan så ramme en? End ikke en røvfuld eller trusler om øretæver, kunne ikke skræmme os. Vi blev unge lømler og måske alt for unge til at egentligt at kunne skræmme nogen, men det gjorde vi, så længe vi var sammen i flok, veg folk udenom os, i frygt eller foragt.
Det gav os den nødvendige magt, en kompensation for vores manglende velkomst til denne verden, denne ubetingede kontrakt på, at være ønsket og måske allervigtigst, at vi også havde muligheder for at kunne ønske os en tilstedeværelse i livet, at kunne blive værget-, taget ind i noget der gav mening.
Alkohol og stoffer var en del af kuren, og det kunne noget, enten i at skabe den spænding som skulle til, for at dulme den frygt, som vi ikke havde råd til at mærke i os selv, men viste sig i alskens trusler udefra.
Det kunne også dulme og skabe et øjeblik fred, et guddommeligt fredfyldt øjeblik, hvor uret, skyld og mindreværd afløstes af fred. En måde at komme væk fra kaos, både det selvskabte, men også det kaos der herskede, hvis man stod stille et øjeblik.
Der var dog en ting som kunne slå alt, både de destruktive kræfter, frygt og kaos, det var nærheden af en pige, en duft af en modnende pige, de korte øjeblikke, som kunne udløses i bestræbelserne på at få et kys, en omfavnelse af det modsatte køn.
Men det var utopi i vores overbevisninger, at vi kunne være værdige nok til at få en kæreste, igen en sårbarhed, en længsel som hurtigt kunne dulmes eller forsvinde gennem spænding.
Det svarede til at Peter Pan blev fast kæreste med klokkeblomst. For sådan føltes det, at være uren og rullet i mudder og møg, op imod noget så rent og fint som en pige, som ej havde været besudlet i vores mørke og frygtsomme verden. En modpol så stor, at det syntes umuligt, men igen, så havde vi jo selv valgt vores vej og vores verden så vi kunne bære det ansvar i at blive fravalgt, eller ganske enkelt ikke være i liga, med de værdige og de lige som kunne mødes og tjene hinanden i kærlighed.
Nuvel der var også piger i vores sjak, de billige tøser, billige fordi de faldt for de psykopater som faktisk kunne fremmane en grad af både fornuft og foragt i os for deres menneskesyn og had.
Ondt gjorde det i os, når disse psykopater udnyttede pigerne krænkede.
Her smertede dét som vi bød os selv, påført andre, altså at være vidne til andre bliv påført smerte, var næsten ubærligt, vi ville til hver en tid havde taget enhver smerte, for at hindre at se hvordan andre blev påført smerte.
Det er måske den eneste måde at knække de hårde på, at lade dem se dém de holder af, blive udsat for smerte og krænkelser.
Ondt gjorde det, og langt inde i vores sjæle, var der måske en stille bøn om, at hvis vi blev valgt til som kæreste, så ville vi være ligeså loyale mod en kæreste, som vi var i vores brogede broderskab.
Og lige hér i dette inderste sjælerum, som ganske vist var muret inde, i lag af skyld-, beskyttelse og lag af knubs og ufærdige konstruktioner, bristede illusioner, en smertekrop som er for følsom overfor kærlig berøring og lindring. Herinde i dette rum fandtes der en naturlov, en retfærdig og en ur-lov om ikke at skænde én som er mindre end selv, en lov om at det kun er kujoner som krænker en uskyldig piges håb og drømme.
Næ det kunne godt være at vi var fordømte og fortabte, men vi havde en ære i ikke at tage nogen med i faldet, vi var stærke nok til at tage smerten alene og om nødvendigt også den for andre, hvis de var værdige, sårbare og uden skyld.
Det var jo det, som var meningen med vores tåbeligheder og dumdristighed, netop at forsøge at skabe et skjold og værn mod det alt for sårbare, dét skrøbelige som ikke havde fået lov til at vokse sig stærk i sig selv.
Vi havde taget ansvaret for at overleve som glemte børn, og i overlevelsens navn, gjaldt kun én ting; at blive usårlig, stærk og frygtløs i en verden fuld af frygt. At kunne stå alene eller sammen som ulve, at skabe en verden hvor det uperfekte bliver en værdi for overlevelse og en magt i ikke at have noget at miste. En værdi som var glorværdig i frihedens navn, i ikke at vælge den verden hvor alle andre bliver husket-, elsket og værdsat, en værdi som mister al sin styrke, i mødes med normalitet, her syntes alle kræfter og styrkeprøver at blive til skyld, forkerthed, mindreværdigt. Et spejl på at være intet, en taber, en vild, måske en selvskabt bymur omkring dannelse og social agtelse for det blot at være et menneske, men en bymur som styrkes af, at glemte og brændte børn lugter fælt og truer med at ødelægge den trygge borgerlige fred og forenelighed.
Selv her skånede vi os selv, ikke at komme i kontakt med den forkerthed, dette mindreværd og vi skånede dem som frygtede at deres orden og fred blev forstyrret af os. Vi fortrak os, vi holdes os ude af syne, vi havde vores huler, kældre klubber og fandt varmen på det lokale vaskeri, på trods af vores træning i at forsage kulden, ved at bide tænderne sammen.
En mening i det meningsløse og en træning som kun findes i naturen, vi stred og stræbe i overlevelsens ypperste, men ænsede ikke livets lethed, ved blot at give slip og være os uden kamp, dertil var vi født til at handle, født til at sprælle, da det blot at være og være stille var lig intetheden. Den skræmmende intethed som var værre end selve døden. Mest af alt, var det nok fordi vi alle blev født i angsten kælder, hvor hverken lys eller varme var med til at spejle os og kaste lys på vores ankomst og velkomst til livet.
Vi var dømt til at sætte ild til livet for at skabe den nødvendige livsvarme.
“Denne tekst beskriver hvordan det hænger sammen med destruktive kræfter og det værn som disse kræfter har sin beskyttelse og omkring en diffus tilknytning i den tidlige barndom” .
