Hver dag har sin side i vores livsfortællings bog.
Hvert år har sine kapitler, uagtet om om vi har været forfatter til dem, eller har stillet os til, som statist.
–
Det liv som leves pr automatik og leves gennem andre sætter, hverken blæk, aftryk eller fortællinger i vores egen bog. Det lader vores sider tomme, med undtagelse af datoen som bogmærke.
Tomme sider skildre vores uberørte liv, det u-levede liv, og alligevel lever livet sig.
Livet vil leves uanset prisen, og prisen på et sikkert og trygt liv, er praktisk talt givet uden pris eller værdi.
–
Fordi vi er livet givet, eller vi fik det smidt lige i hovedet, eller nærmere vi blev smidt ind på scenen, uden manuskript eller vejledning.
Fordi vi er livet givet, eller vi fik det smidt lige i hovedet, eller nærmere vi blev smidt ind på scenen, uden manuskript eller vejledning.
Skræmmende og første livs chok, så det at ramme livet som en tryg base, er lidt af et lotteri, de fleste rammer scene kanten og herfra leves livet enten på kanten eller ved at søge midten med sikkerhed og garantier.
–
Uagtet om vi går med sikker forudsigelighed, kærligheden eller søger rusen, så sætter vi aftryk i vores livets bog.
Det som er afgørende er, om vi har levet eller ej, om vi har været vores egen manuskript forfatter, og om vi har turde at forlade trygheden og sikkerheden i at gå på opdagelse i hvor langt livet kan bringe os.
Det som er afgørende er, om vi har levet eller ej, om vi har været vores egen manuskript forfatter, og om vi har turde at forlade trygheden og sikkerheden i at gå på opdagelse i hvor langt livet kan bringe os.
Omvendt vil livet værke og smerte i kroppen-, frygten eller skammens fængsel, for livet ønsker at leve for en hver pris, om det så skal koste døden.
–
Når vi vælger trygheden, fravælger vi friheden, netop fordi, at dét at vælge livet ikke har noget med tryghed at gøre.
Det er her Søren Kierkegaard taler om, at tude at miste fodfæstet for en stund. Det er her, at vi kan tale om livsmod, modet til at tage vores ansvar, for det liv vi ønsker at leve. Og det ansvar har altid en grad af angst forbundet med sig, fordi der er flere muligheder, end vi kan tage fat i. Vi har et hav af mulige muligheder, og deri er der fare for, at vi vælger forkert, at vi tager det forkerte valg, og hver et valg har konsekvenser. Den kæreste vi vælger, at gifte os med, viser hun sig, at blive en skrap kone? og vil hun gerne være med, på de ønsker vi inderst inde drømmer om?
–
Det er her Søren Kierkegaard taler om, at tude at miste fodfæstet for en stund. Det er her, at vi kan tale om livsmod, modet til at tage vores ansvar, for det liv vi ønsker at leve. Og det ansvar har altid en grad af angst forbundet med sig, fordi der er flere muligheder, end vi kan tage fat i. Vi har et hav af mulige muligheder, og deri er der fare for, at vi vælger forkert, at vi tager det forkerte valg, og hver et valg har konsekvenser. Den kæreste vi vælger, at gifte os med, viser hun sig, at blive en skrap kone? og vil hun gerne være med, på de ønsker vi inderst inde drømmer om?
–
Vores valg kommer af vores ønsker og behov, og lige her er vi sårbare, fordi vi, for at komme til de store drømme, har brug for mennesker omkring os. Mennesker som er en del af drømmen, og her er der altid, en potentiel fare for at vi bliver kasseret, at vi bliver fravalgt.
Intet menneske drømmer om et liv, alene og uafhængigt og fri af andre mennesker, men vores forsvar, som er betinget af vores smertepunkter i livet, forsøger at gøre sig fri af yderligere smerte, og deri kan sige; “Jeg har ikke brug for nogen eller noget, jeg kan klare mig selv”, eller “jeg vil ikke være afhængig af en mand, eller et andet menneske”. Men det er reelt ikke et ønske, men en måde at undgå og beskytte sig imod smerte og her findes ikke drømme, men kun kolde afvaskninger for at drukne lidenskaben, kærligheden og drømmene om at blive elsket og det at elske.
Intet menneske drømmer om et liv, alene og uafhængigt og fri af andre mennesker, men vores forsvar, som er betinget af vores smertepunkter i livet, forsøger at gøre sig fri af yderligere smerte, og deri kan sige; “Jeg har ikke brug for nogen eller noget, jeg kan klare mig selv”, eller “jeg vil ikke være afhængig af en mand, eller et andet menneske”. Men det er reelt ikke et ønske, men en måde at undgå og beskytte sig imod smerte og her findes ikke drømme, men kun kolde afvaskninger for at drukne lidenskaben, kærligheden og drømmene om at blive elsket og det at elske.
