Vi må lære, at holde sammen på en ny måde.
Der er sket et skift i måden vi lever på og mere hvordan vi stopper med at leve sammen på.
For 5 år siden blev man skilt og så fik man gerne et godt beløb, med til at kunne genetablere sig for, fra friværdien.
Sådan er det ikke mere, i dag koster det ofte dyrt at blive skilt, det kan godt blive en gæld på ja op til 300.000,- og det er 6.000,- kr. om måneden i 7 år som så skal deles ligeligt mellem parterne.
Dette ved de fleste godt, det kunne endda ligne en chokfase, hvor alle er lidt lammede over at boligmarkedet er røget gevaldigt ned i pris. Lammede for nu hænger vi fast i hinanden, som for 100 år siden, hvor vi ikke kunne klare os økonomisk, uden en familien.
Chokfase eller benægtelsesfase fordi, nok de fleste stadig siger, “det skal vi nok klare, det går nok”, fordi det har det jo altid gjort. Ja det skal nok gå, men ser vi lidt sort på det, så når vi genetablere os i nye forhold, så bliver det måske for begges vedkommende med en gæld med fra skilsmissen bag os. Det vil sige, at så rammer vi igen de 6.000,- kr´s afdrag på gammel gæld. Det giver ikke meget at rutte med, til forelskelse og til bryllup og hvedebrødsdage.
Det giver heller ikke de store muligheder for, at få nye lån til det nye hus, så det betyder et skridt eller 2 ned at den sociale rangstige. Dette udgangspunk, kan ikke skabe det nødvendige tillids- og kærligheds bånd mellem parterne og de vælger måske endda, at forlade hinanden og opgive drømmen om et kærlighedsforhold. Mange vil måske herefter flytter alene, til børnene er store og gælden er væk. Med en vis kynisme, kan det klassiske parforhold forkastes, men nedenunder, er der frygt, tab, bristede illusioner og maglende tillid.
Der er som altid, ikke nogen løsninger på problemet, men ved at forbygge, bruge noget mere tid på, at dyrke hinanden. Det at sætte kærligheden i budgettet, inden at vi begyndte at se hinanden som begrænsende og ukærlige.
Alene i den økonomiske ramme, så giver det mere at brug penge på et voksende kærlighedsforhold, end på et bristet forhold som ikke var bæredygtigt i fortiden.
Så det er vores EQ (Emotionel intelligens) der skal være dét som bliver stimulieret, frem for IQ (intelligence quotient) som er den praktisk-logiske intelligens.
Det vil sige, at vores praktisk-logiske måde at leve på, er overlevelse og en stærk måde at organisere os på.
Jeg kunne fristes til at sige at IQ samarbejde, bliver til; “Hvis du handler ind, så henter jeg børnene, så laver du mad, mens jeg bader ungerne” og “Hvis jeg ordner køkken, så kan du putte ungerne”. Det er ikke et ordenligt samarbejde, men meget løsningsorienteret og praktisk. Men det giver intet til de sociale og følelsesmæssige bånd.
Så når vi investere i EQ, så bliver det “At være sammen om at lave mad” og inddrage børne i de processer, dels for det sociale, men også at de lære at bidrage til fællesskabet, vi indrager vores bedsteforældre til børnepasning, så vi kan drage ud på romantiske ture, fordi, det er her vi føler at vi leve og mærker vores følelser og taknemmeligheden ved at være sammen. Vi regner altså ikke i “Praktisk økonomi” men i “Føle-økonomi” som; “hvad giver det os på det emotionelle plan?”
Det vil blive til; Når dagen er omme, så er der en tilfredshed og en vis mæthed i kroppen.
Hvorimod i den “pratisk-økonomi er vi trætte, tomme og håber på en vis fred i morgen, hvis vi skynder os.
