Vi lever i ekstremernes tid.

Ekstremister, Haters, Oprører og Realister har alle en ting til fælles og det er at de har valgt side, de har taget et standpunkt, en side, et parti, en religion.

Deri har de også tager stilling og lukket af, for andres meninger og derved har de også taget opstilling mod det modsatte, modstanderne, fjenden og De andre. Hvilket jo giver stor splittelse i mellem mig- og mine og dem og deres.

Hvad er dét som gør at disse skel bliver store afstande? Hvad nære disse splittelser i samfundet, mellem nationer, og ja imellem naboer?

Det er jo ikke sådanne at der kun er ekstreme kræfter, på den ene side og så Lovers på den anden side. Nej de ekstreme på den ene side peger på de ekstreme på den anden side.

Hvilke jo gør at alting forstærkes yderligere, tonen bliver mere rå, frustration bliver til vrede, vrede bliver til had.

Det hele eskalerer til fascistiske og ekstremistiske holdninger. Det hele ligner ragnarok, i det mindste er det en nedadgående spiral. Nedadgående hvis vi bruger sproget om at vi opbygger relationer og samarbejde.

Jamen betyder det så ikke bare at vi bygger relationer og samarbejde med dem som står på samme side?

Mit svar er, det tror jeg ikke, ikke når det drejer sig om ekstreme forhold, så er det alliancer, da man ikke er i stand til at opbygge ægte relationer når vi er lukkede i vores partiske opdeling, er vred, frustreret eller er i kamp.
Fokus er på enten eller, enten er du med eller også er du fjende. Alle bliver gidsler i disse spil og derfor mister vi os selv, for en større sag.  Derfor kunne nazismen få fat, folk var utrykke i en svær tid, og ved at tage den nazistiske kåbe på, gav det en vis tryghed, på akkurat samme måde som at blive optaget i en rockerbande. Rockere taler om respekt og broderskab, men det er det ikke, det er frygt og fælles dagsordener, ofte uskrevne, og de broderlige regler er naturligvis nedskrevet.

Hvad er det så som giver disse ekstreme forhold i samfundet?

Ja først og fremmest kunne jeg fristes til at sige, at historien gentager sig, vi er ikke fattige som i fyrrende, og jo vi er åndelige fattige, vi har mistet så meget menneskelige værdi, indre værdier, selvværd om du vil, på det personlige plan. Husk da kvinderne i 70erne smed BHen, og den store befrielse af dogmer og normer, ja og undertrykkelse. Dette oprør og den frigørelse er i dag borte og der hersker i stedet en stor frygt for ikke at være perfekt og ikke slå til. Til dette skal der tillægges, at vi har massive kriser, der er kriser globale, klima, uligehed, migranter, plastik, haldelskrige nationer i mellem, organisatoriske, sundhed som i fedme, psykiske sårbare, fødevare med kemi,
ja kommunalt, da de sociale budgetter er underbudgetteret med 10%, og listen er langt længere. Det hele giver en vis eksistentiel uro.

Derefter så, når ekstremister har valgt (side), så lukker de af, for at kunne vælge yderligere og lige præcis dét at altid have et valg, er det som er vores eksistentielle frihed, vi har altid et valg. Selv når vi står med galgen om halsen har vi et valg om hvordan vi vil gå i døden.

Så når vi taler om ekstremister og radikaliserende så er de indoktrineret, manipulerede til at tro, at de ikke har et valg, det er dog rigtigt at de har valgt, men de er ikke frie til at vælge i nuet. Så det giver mening, at det hele bliver lidt ekstremt presset uden, at kunne træffe egne valg.

Lige det med ikke at have valget i nuet, bliver også så eksistentiel, for vi har kun nuet som værende eneste virkeligt, og det er i nuet vi har vores grundfæste, og det er så her, at de ekstreme kræfter ikke har deres fæste, eller deres fokus, det er nemlig altid bundet op på noget i fortiden og ofte noget uretfærdigt, eller krænkende og mod et given mål i fremtiden. Så når vi ikke er i nuet som et grundfæste, så er vi ikke rigtigt tilstede og derved bliver vi også meget sårbare.

Så listen er; At har vi først truffet et valg om holdning, så holder vi fast i denne holdning, og andres holdninger, bliver alt andet lige, en trussel mod vores “holdeplads”. Hvilket givet en deling af os og dem, og de er mod os. En manglende frihed, til at være sig selv, men altid står i forhold til denne Holdning, som får en højere værdi, end mennesker, netop fordi vi sætter denne holdning højere end vores egen frihed. Og den som ikke tjener denne holdning, er blot mindre værd end os selv. En “Jeg er kun noget værd, så længe at jeg har denne holdning, da andre som ikke har denne holdning, er dumme, uvidende, undertrykte fæhoveder.

Hertil kommer, at hvis vi ikke er i nuet, så har vi heller ikke fat i os selv-, vores eget værd, det forstærker yderligere den manglende frihed.

Det hele underbygges at vi ikke kan danne ordelige relationer, uden at vi har os selv med, fordi vi kan kun skabe ordenlige relationer med “hjertet” nærmere følelser og sympati. Desuden så kræver det også, at vi ikke har forbehold til den anden person, altså at vores holdninger er er frie og ikke bliver til forbehold. En ubetingethed, en gensidig respekt og tillid til, at vi vil hinanden det godt.
Altså et dybere lag end meninger, holdning og overbevisninger. Og uden tætte og dybe relationer, ja så er vi endnu mere afhænge af at stå sammen i ekstremerne, for lige under, ligger ensomheden og den eksistentielle angst for ikke at høre til.

Alt i alt kunne man sige at ekstremisme kan ikke findes i mennesket, men en betingelse af manglende frihed, manglende kontakt til dybereliggende følelser, manglende tætte relationer, og derved står vi tilbage med, at ekstreme holdninger har sin rod i frygt, og manglende tilknytning.