Vi drømmer om at komme rigtig hjem, dét sted vi aldrig har boet,
Vi kalder på den mor, vi aldrig fik,
Vi venter på den anerkendelse, vi ikke fik fra vores far,
Vi sukker og venter på vores ret, på det som var vores barnetro
Vi kæmper om at blive set og hørt, som var vi på børnehjem,
med mulighed for, at blive valgt til et liv med jul og godter.
Vi retter og rydder op, som fik vi endelig, som fortjent
vi pipper og synger som fugleunger for livsnødvendig føde
Skulle vi fortryde, vi frygter som blev vi landsforvist
skulle vi tvivle og pruste, vi knægter os selv som fik vi med stokkeslag
vi tørster og sukker efter livets længsel, men vover end ikke at åbne øjenene
vi slukket vores længsel i arbejde, i gøremål, i den sociale forpligtelse bundet i frygt og banale lyster…
