Vi får ikke bedre forhold til en partner, end det forhold vi har til os selv. 

Vi får ikke bedre forhold til en partner, end det forhold vi har til os selv.
En sætning jeg siger igen og igen til mine klienter, og her bliver der altid lidt stille, det er hér eftertænksomheden indtræffer.
Fordi det er her fortællingerne og overbevisningerne om hvordan deres forhold til deres partner ser ud, stopper i et klart øjeblik.
Det er her virkeligheden melder sig som et mindre chok, en frysning på den evindelige kamp, der har udspillet sig mellem parterne, og faktisk også før den nuværende partner, partneren før og partneren før den forrige.
En evindelig kamp som altid siden fornuften og kontrollen kom til, har huseret mellem pandelapperne i hjernen.
Så evindelig som blæsten ved Vesterhavet, som når man bor der, egentlig ikke ænser den altid syngende blæst.
For dén konflikt som hærger i parforholdet, er hver af parternes indbyrdes konflikt som de rummer i sig.
Lidt enkelt kunne vi tale om, at vi møder vores partner på samme breddegrad, som vi selv står ved, den afstand vi står fra kærligheden, sammen med den udviklingstrin vi som barn blev forstyrret i vores trygge opvækst.
2 koordinater som gør at vi som potentielle partnere bliver forelsket. Fordi vi lige dér hvor vi mistede kontakten til kærligheden i vores barndoms udviklingstrin, måder vi en partner som står på samme niveau, her møder vi og genser kærligheden i vores partners øjne, blot 20/30/40 år senere. Men de glemte/gemte følelser vågner fra deres isolation, vi vågner op i forelskelsens klare lys. Vi genser det tabte i vores nye partners lys, for en stund.
Det betyder også når de første konflikter melder sig med vores nye partner, så rammes vi på det samme sår, som dengang vi troede vi mistede, livet, kærligheden, trygheden, og vi lukker af på samme måde som dengang.
Får vi ikke åbnet ordentlig op igen til vores sårede hjerte, fortsætter vi en konstellation, hvor vi deler vores indre gamle konflikt mellem vores indre tabte barn og vores mere fornuftige voksne. Som vi ser mellem forældre barn, blot gennem kontrol og undgåelse, den ene voksen, den anden fri som Peter Pan. En variation er, at parterne binder sig sammen i en uudtalt kontrakt på om ikke, at være uenige og uadskillelige, et 100 % konfliktfrit forhold. Et stramt overskueligt forhold, med skjulte vide grænser, for de vil ikke miste hinanden, kun døden kan skille dem af.
Uanset om det er forældre/barn konstellationen eller dette med trygge  “to bliver Et” forhold, så er det forhold hvor begge partere er lukkede for at passe på ikke at blive såret og beskyttet mod frygt.
Hvilket kun gør at konflikterne vokser, det sammen gør frygten. Så er afstanden mellem parterne følelsesmæssigt den samme afstand de holder til deres egne følelser, og deres grund frygt.
Så ønsker vi et ægte kærlighedsforhold, så må vi starte med at indlede et forhold til os selv, hvor vi ser på os selv med kærlige øjne, med accept og ikke mindst tilgivelse. Her starter rejsen, så når vi bliver nysgerrige på os selv, vores mønstre og mekanismer, med undgåelse og forsvar, så får vi med samme nysgerrig lov til at komme tættere på vores partner, altid i kærlighedens filt sutter, aldrig træsko.
Scroll to Top