Tænk hvis vores fortravlede verden alene skyldtes;
at vi ikke alene, kan rumme verdens skændede sår,
at vi ikke alene, kan bære at se, hvor skidt det står til,
at vores magtesløshed, tynger os for hårdt og ubarmhjertigt.
Måske er det slet ikke muligt, for meningmand at rumme verdens sorg?
Hvordan skulle vi, kunne tage ansvar for verden omkring, når vi end ikke står op for os selv,
hvordan skal vi kunne samles, når vi skænder og skammer os selv, alene for at være ufuldendt
Hvordan skulle vi kunne se på verdens grædene børn, når vi end ikke tør mærke os selv
Verden bløder og vi rammes, som var det os selv,
vi nægter dog smerten, for vi har intet at græde for, vi er ikke en del af den verden, som står i flammer
vi trodser hver en smerte og holder hovedet højt, vi er en nation af ignoranter, hævet over ethvert fælles projekt.
Vi ser ikke at vi vandre alene, tynget og kun pyntet med håb om frelse,
i enegang er vi sårbare og bange, let at plyndre og udnytte.
Vi mister til vi ikke vil miste længere,
Vi har ladet stå til så længe, at vi blindt giver ansvaret videre til magthaverene,
Vi er blevet trælle og venter på at nogen skal gøre uret, ret igen
Vi er kun blevet kun mindre og fattige, ved kun at tage hånd om vores egen overlevelse.
–
Individualismens tid render ud og vi må genfinde vores klaner og små samfund.
Vi kommer til at stå sammen om, at løse de massive destruktive kræfter som hersker.
Måske skal vi tynges i knæ, før vi lærer, at sorgen kun kan opløses og heles i fællesskab,
måske er det først når vi selv rammes hårdt at vi kan rumme smerten i verden.
Uanset hvad, så er vi nødt til at stå sammen, da verden bløder.
Uanset hvad, så er vi nødt til at stå sammen, da verden bløder.
