Vejen vi går af.
Uagtet om vi går skæbnens vej, eller vælger vores egen vej, så er retningen altid eksistentiel forbundet.
Det hele ender ved livets slutsten, det sidste aftryk,
det sidste åndedrag. Livet slutter enten brat, stille eller gennem kvaler, men døden gør altid sin entre, før eller siden.
Det er dét som ofte giver en meningskrise, hvorfor ulejlige sig, det slutter alligevel, måske inden man kommer ordentlig i gang.
Meningskrise er derfor også, om hvorvidt tingene er mine eller indenfor min kontrol. Er det hele ikke bare til låns? Kan jeg eje noget overhovedet? Og hvad med mig? Ejer jeg livet? Er livet mit? Og hvem er jeg? som løbende udskiftes?, celle for celle.
Er jeg min krop? mine følelser? Er jeg mine tanker og holdninger?
Og skulle jeg have en holdning, en mening, er det så min?
Er den så født i mig, eller er den adopteret? Eller plantet i mig? Gennem mit ophav og den kultur jeg kommer fra?
Jo mere vi vi går på opdagelse i hvem vi er, jo mere finder vi verden omkring os. Jeg findes ikke rigtigt. er ikke andet end saltet i en tåre, et aftryk i en verden, af i går.
Og jo jeg er noget til nogen, og meget for dem som holder af mig, uendeligt meget for dem som tillægger mig betydning, og for andre igen, umådeligt lidt.
Jeg er far, kæreste, morfar, Opa, bedstefar, svigerfar, lillebror, ja og søn nogle år endnu. Og det er i den betydningsfulde ende, men det findes ikke i mig, men af mig, det er bundet til mig. Jeg er den ene ende af relationen, mod den til mig i relationen.
Min betydning er altså ikke min, men betinget af de forhold jeg indgår i og med.
Mit livs betydning stå altså i skærende kontrast til andre, jeg er noget i forhold til andre. Jeg er nogen i forhold til det jeg foretager mig i verden, mit aftryk, om jeg har gjort mig gældende, i vigtige øjeblikke. Der hvor beslutningerne tages og ændre retningen vi går af sammen.
Vejen vi går af, kan være af betydningsfulde øjeblikke, i samspil og i forhold til hinanden, og alene er vi måske det vi tænker og hvad det kan sætte i gang af følelser for er øjeblik, og så selvfølgelig kød, hud og knogler, for en tid.
Så kan vi andet end at miste betydning? Kan vi andet end at være dén betydning, vi kan skabe i relation til andre?
Meningsløsheden må have sit sæde, når vi kun skabe betydning for os selv alene, det kun at tjene sig selv og for vedligeholdelse af kød, hud og knogler.
Så skal vi finde mening med vores liv, så skal den findes i forholdet til andre, det at gøre og det at give, gøre gavn, give betydning for andre, og i samspillet med andre.
Jo større betydning, jo større mening er der at hente.
