Vejen mod sidste tæppefald

”Har du levet?” spurgte ånden? ”Hvad mener du?”, svarede jeg!
Har du levet livet? Spurgte ånden igen,  ja da det tror jeg, svarede jeg. Hvordan kan jeg vide at jeg har levet livet? Kender du døden? Spurgte ånden, Hvordan skulle jeg kende døden? Jeg er her jo stadigvæk, er jeg ikke? Er det et trickspørgsmål?

Den der er bange for døden, er også bange for livet, svarede ånden nøgternt. Ja ja, det er nemt nok at sige, så nej jeg er ikke bange for døden, og jeg er ikke bange for livet, men det fortæller vel ikke om jeg har levet livet? Korrekt svarede ånden, så er du færdig med at leve? Nej bestemt ikke og allivel så forekommer livet mig ikke let, og dog så syntes jeg, at nogle gange taget livet mig med storm, en eufori, og så snart det er sagt, så er det også et slev.
Hvor i livet står du? spurte ånden. Tja lige her, svarede jeg lidt kækt.
Er du modnet? Og kan du mærke alderen? Ja, det syntes jeg, jeg kan, min fysiske krop lyver ikke, den kender godt livsuret, livsbuen, og faktisk tror jeg at min krop er ældre end  mit sind.
Så hvor er du? spurgte ånden, jeg er her hvor mørket sænker sig, svarede jeg stille, det er vel naturligt at stritte lidt imod det uundgåelige, det ubetingede og helt og aldeles sikre i livet, nemlig at vi skal alle dø. Selvfølgelig kan jeg min eksistentialistiske tilgang og livssyn, så uden besværligheder kan jeg sige at så snart vi er født, er vi gamle nok til at dø. Men det fortæller jo intet om min egen død, hvordan det vil være og dø.
Det fortæller jo heller ikke noget om alt slutter, vi ved at livet på jorden slutter, og vores fysiske krop sætter ud og forgår, det samme med vores psykiske liv. Det store spørgsmål er dog, altid med en nagende nysgerrighed, på om vores bevidsthed lever videre.

Hvordan finder du ud af det? spurgte ånden. Tja jeg kunne jo spørge dig, du må jo kunne svare, du er jo ikke her? ”Jeg er ikke her for at for at svare dig, men skærpe dig i dine processer på jorden”. Jamen så er svaret, dette, jeg er ikke klar til at dø endnu, men jeg vil søge freden i at skulle dø, så den dag jeg skal herfra, så ønsker jeg at tage af sted på første klasse, det vil sige uden frygt, uden smerte, uden fortrydelse, uden nogen former for uafsluttet-heder, et kærligt og nærværende farvel med mine nærmeste, et lattermild slut-tekst omkring mit liv, for hvor meget jeg kunne nå, i denne omgang.

Så i stedet for at være frygtsom overfor døden, så vil jeg arbejde på, at den sidste tid, bliver et nærvær, en epilog, hvor visdommen ånder sin fylde, hvor fortællingerne samles til budskaber om at livet skal leves, nydes uagtet status, midler eller magt.
At den eneste magt kommer fra viljen, viljen til at drive værket ikke for slapt, og ikke stramt, men at når dagen er omme, er fylden, fuldendt, dag efter dag, ikke en dag skal leves uden kærlighed, uden sanselighed og nysgerrigheden.
ET stykke liv levet i lyset, en mission om at kaste lys i feltet hvor mørket starter, således at når mørket sænker sig, er det det sidste tæppefald på livets slut scene. En evig forvisning om, at skulle der være noget bag tæppefaldet, så er det efter døden endelige har stoppet livets ur.

 

 

Scroll to Top