Når jeg beder dig lytte til mig, og du begynder at give mig gode råd, har du ikke gjort, hvad jeg bad dig om.
Når jeg beder dig lytte til mig, og du begynder at forklare, hvorfor jeg ikke skal føle som jeg gør, træde du på mine følelser.
Når jeg beder dig lytte til mig, og du synes, at du skal gøre noget for at løse mine problemer, svigter du mig – hvor mærkeligt det end kan lyde.
Vær sød bare at lytte til mig, og hvis du selv vil sige noget, kan du vel vente lidt, til det bliver din tur..
“Så lover jeg at lytte til dig!”
Så enkelt kan det siges, beskrives.
Vi kender det godt ivrigheden i at kunne komme til, for at sige noget, for at bidrage med noget, så ivrige at vi kommer til at overtage samtalen, så det bliver til monolog, enetale, i stedet for samtale og dialog.
Vi bliver nødt til disse individualistiske tider, at træne i at styre egoet, at træne i at være modtagelig, åben og lyttende. Ja og være opmærksom på at vi ikke har den endegyldige sandhed og kun ved at lytte og tage ind, er der mulighed for at lære og forstå andre end sig selv.
