Udvikling gør ondt.
Fødslen er en hård nyser, dét at blive kastet ind i verden, måske med første ufølsomme klask i rumpen.
Det at blive født som helt unik og opdage hvor hjælpeløs og afhængig man er som barn.
Fra bryst til grød, til det som skal tygges, og
så alt det fremmede ind i munden og spis det er sundt og du skal blive stor og stærk.
Og at opdage, at man ikke er en del af den almægtige mor og far, men utilstrækkelig og alt er svært, og køen af nye svære ting er uendelig lang.
Rejsen fra, at ligge og “bade” i og på, mor og far i den store seng, til at skulle sove i egen kolde seng, med tremmer for, syntes være den hårdeste straf.
Adskillelses og deportation fra mor til fremmede mennesker og andre børn, lammer en som en ubeskrivelig smerte.
Vuggestue bliver til tålt ophold og når man syntes at mestre legesagerne, skal man forflyttes til børnehave, og igen er man den mindste, i fødekæden.
Så er der weekend hos bedsteforældrene, fremmede dufte, og de lades som om de har kendt en hele livet, og her bestemmer man ikke, som hjemme hos mor og far.
Og så de pinlige historier mor og far grinende sladre om en til stort set hvem som vil høre på dem.
Skolestart nye fremmede mennesker og masser af larmende børn, det ligner noget fra Dantes guddommelige komedie.
En lang rejse med forhindringer, udfordringer og konflikter som ender med bumser og krops-proportioner og en smertelig skinger stemme, det hele ligner noget fra en Alien film, bortset fra at man er den lille der vil ud af den væmmelige krop, med et følelsesliv, som lyder som et orkester der stemmer instrumenterne.
Gymnasiet, universitetet eller læreplads, igen en lang lidelsesfuld ørkenvandring, med umulige opgaver, en ufuldstændig garderobe og ikke bare en dårlig hår dag, men et liv med dårlig hår.
25 års udvikling som menneske og så er voksen kriserne dårlig begyndt og hvad skal man leve af og hvor har man råd til at bo, og skal man til at klare alting selv???
Og ja mor og far!; det gør ondt, at sætte børn i verden,
men intet kan forceres eller springes over.
Livet er fuld af smerte, fortvivlelse og forandringer,
men at skåne ens barn mod livsvilkår, den basispakke, det startkit som skal lære børn, at overkomme det svære i livet, er det samme som at fratage dem selve livet.
For liv fødes i smerte og liv koster liv, men “Det ulevede liv” er ubestridt dét som koster mest smerte.
