Vi har tabt og vi har mistet os selv, -vores sande identitet og hvad mere vigtigt er, vi har mistet hinanden.
De fællesskaber hvor vi havde trygheden i at kende hinanden.
Det er denne “fællesskabs-bevisthed” vi har mistet, denne bevidsthed, hvor jeg ved, at vi i vores “basis-fællesskab” kender mig bedre end jeg selv ønsker at huske. At det jeg forsøger at fortrænge, husker min flok, kredsen omkring mig. Denne kreds hvor relationerne dyrkede historierne, de pinlige og de afslørende og dem som bandt mennesker sammen. Det er dét som holder os til virkeligheden, det at vi er sammen i livet, gør at vi fastholdets i et ægte billedet af hvem vi er. Hvilket hindre vores ego at drive os væk fra virkeligheden, autenticiteten og nærværet.
Det er denne “fællesskabs-bevisthed” vi har mistet, denne bevidsthed, hvor jeg ved, at vi i vores “basis-fællesskab” kender mig bedre end jeg selv ønsker at huske. At det jeg forsøger at fortrænge, husker min flok, kredsen omkring mig. Denne kreds hvor relationerne dyrkede historierne, de pinlige og de afslørende og dem som bandt mennesker sammen. Det er dét som holder os til virkeligheden, det at vi er sammen i livet, gør at vi fastholdets i et ægte billedet af hvem vi er. Hvilket hindre vores ego at drive os væk fra virkeligheden, autenticiteten og nærværet.
Det er nemlig ikke dét, vi individuel skriver om os selv, på vores person CV som tæller. Det er nemlig som at skrive sin historie i vand, hvilket er så langt for de historier, som er levet gennem samvær, som mere svare til at skrive på sten.
Og det er dét som vi har mistet, dét at vores liv bliver skrevet i sten, som hulemaleriet i vores fælles “opholdsstue”. Det er når vores eget “person vægmaleri” vokser og udvides med aldre og erfaring, skrevet og maler af dem, som kender os på den vi er, og ikke via vores bedrifter fortalt og tegnet af os selv.
Dette netværk af historie malerier, malet af det fællesskab, giver os en usynlig forbundethed med hinanden, vi er forbundet i en fælles-bevidsthed, altså et stærkere “Vi” i ryggen.
Dette “Vi” bestod af venner, skolekamerater, naboer, familiemedlemmer og søskende, et netværk omkring os, vi vidste at vi ikke kunne lave for mange larm, uden at nogen, så det eller hørte om det. Mange af os gjorde os fri af dette ofte lidt snærende spejl af os. Det skete op igennem de sidste 3 årtier før årtusindeskiftet og det har givet meget udvikling, de sidste 40 år, har været en menneskelig udvikling, som ikke kan måles i 5-6 generationer, meget har vi vundet, men vi har mistet det essentielle ved at være menneske, vi har mistet denne fælles bevisthed, denne fællesskabs-følelse. På mange måder er vores selvværd forankret på et sted i dybden af et samvær, og dette selvværd mister sine rødder og derved mister vi langsom vores sande identitet.
Egoet tager i samme grad over, som vi mister vores sande identitet. Egoet er trods alt en overleveler og en kompensation for det vi mangler og ikke har fat i, i nuet.
Dette “Vi” bestod af venner, skolekamerater, naboer, familiemedlemmer og søskende, et netværk omkring os, vi vidste at vi ikke kunne lave for mange larm, uden at nogen, så det eller hørte om det. Mange af os gjorde os fri af dette ofte lidt snærende spejl af os. Det skete op igennem de sidste 3 årtier før årtusindeskiftet og det har givet meget udvikling, de sidste 40 år, har været en menneskelig udvikling, som ikke kan måles i 5-6 generationer, meget har vi vundet, men vi har mistet det essentielle ved at være menneske, vi har mistet denne fælles bevisthed, denne fællesskabs-følelse. På mange måder er vores selvværd forankret på et sted i dybden af et samvær, og dette selvværd mister sine rødder og derved mister vi langsom vores sande identitet.
Egoet tager i samme grad over, som vi mister vores sande identitet. Egoet er trods alt en overleveler og en kompensation for det vi mangler og ikke har fat i, i nuet.
Alt hvad vi fortager os i dag, sker i hast, vi når ikke at mærke os selv og vi når ikke at lande i samværet, altså denne væren samme i nuet, én væren sammen i og omkring livet.
Vi mødes som individualister og her fortæller vi vores hver især personlige historier, presset, i at alle skal nå at sige sige noget og alle vil nå at skrive sig ind i historien. Dette hastværk og denne iver er forsøget på, at vinde det tabte, eller genetablere det tabte. Hvilket ikke er muligt, da egoet ikke kan tage ordenligt imod eller give, det bliver mere et skygge spil, som kun tegner konturer, som hurtigt forsvinder, i forhold til vores sande identiteter.
Vi mødes som individualister og her fortæller vi vores hver især personlige historier, presset, i at alle skal nå at sige sige noget og alle vil nå at skrive sig ind i historien. Dette hastværk og denne iver er forsøget på, at vinde det tabte, eller genetablere det tabte. Hvilket ikke er muligt, da egoet ikke kan tage ordenligt imod eller give, det bliver mere et skygge spil, som kun tegner konturer, som hurtigt forsvinder, i forhold til vores sande identiteter.
Dette er en af de underliggende årsager til, at vi at vi bliver mere og mere sårbare med angst, stress, depression og de muterede og galoperende psykiske lidelser. Vi er flokdyr men lever i isolation bag vores skærme og arbejdsmæssigt er de fleste reduceret til tandhjul og galejslaver.
| Tallene viser sit sørgelige billedet, 68% er ikke tilfredse i deres job, 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress, 690.300 danskere er på psykofarmaka for psykiske lidelser. |
Det historierne som binder os sammen, det er dé historier vi skriver sammen, som skaber fællesskabet og den enhed som er nødvendig, for at kunne står stærkt.
Alt tydelighed viser, at hvis vi er i stærke fællesskaber, så trives vi, og vi bliver ikke syge, eller har brug for psykofarmika.
Alt tydelighed viser, at hvis vi er i stærke fællesskaber, så trives vi, og vi bliver ikke syge, eller har brug for psykofarmika.
Vi ved også at vi ikke kan gå tilbage i udviklingen, altså tilbage til den tid hvor vi havde de lokale fællesskaber, som var blandet mellem skole, naboer, familie og venner. Men der er nogle tendenser til at familierne igen er begyndt at samles i generationerne, altså både 3 og 4 generationer. Ligeledes er der tendenser på at vi flytter i moderne bo- og leve fællesskaber i økologiske og nul-energi boligkomplekser.
Jeg er sikker på at disse tendenser er en dybere eksistentiel opvågning, på at søge mod både naturen og den menneskelige natur. Det er ikke vigtigt, om det er familien der kommer tættere på os, men at vi omgiver os med relationer, som kender os på et dybere plan. Det er her vi finder vores “Point of Gravity”, vores eksistentielle evne til at kunne bære os selv, og det at være selv-helbredende, fysisk, psykisk og mentalt.
Tid er naturligvis også en vigtigt faktor, men vi behøver ikke at arbejde så meget som vi gør, når vi samler os i klaner, og bor og lever sammen, vores omkostninger for at leve bliver mindre, hvilket gør at vi kan nøjes med at arbejde 3-4 dage om ugen og sygemeldinger bliver reduceret, flere kommer i arbejde, og stress bliver også reduceret.
Altså en positiv spiral, som er en modraktion på de sidste 40 års individuation og samfunds-splittelse.
Tid er naturligvis også en vigtigt faktor, men vi behøver ikke at arbejde så meget som vi gør, når vi samler os i klaner, og bor og lever sammen, vores omkostninger for at leve bliver mindre, hvilket gør at vi kan nøjes med at arbejde 3-4 dage om ugen og sygemeldinger bliver reduceret, flere kommer i arbejde, og stress bliver også reduceret.
Altså en positiv spiral, som er en modraktion på de sidste 40 års individuation og samfunds-splittelse.
