Det er oppe i tiden at tale om traumer, så lad os sætte traumerne i perspektiv. Traumer er oplevelser konserveret i chok eller chokerende oplevelser, hvor vi ikke får eller kunne reagere på hændelsen – altså oplevelser, hvor vi går i frys, og ikke efterfølgende bliver beroliget, og oplevelsen bliver bearbejdet. Det sker oftest i barndommen, hvor vi er magtesløse og prisgivet overfor overgreb og invaderende oplevelser. Hvis vi kan reagere i nuet på den truende oplevelse, enten i flugt eller kampreaktion, så sætter oplevelsen sig ikke som et traume.
Vi har alle disse traumer i vores opvækst; de kan ikke undgås. De er chokreaktioner, og selv i trygge omgivelser vil vi som menneskebørn blive forskrækkede. Vi kan mindske oplevelserne, men ikke chokket, så det at forsøge helt at undgå skræmmende oplevelser og overbeskytte børnene, gør dem måske mere udsatte, sårbare og angstfyldte. Der, hvor det har betydning, er vores måde at reparere oplevelsen på, det at genskabe roen i barnet. Altså at vi tager ansvaret på os og ikke lader barnet være i chokket, skylden og skammen, at vi tager skylden på os og frisætter barnet tilbage i en følelsesmæssigt tryg tilknytning mellem barn og voksen. Det at skille barnet fra oplevelsen, og at barnet ikke er årsag til oplevelsen, at det er handlingen, som er årsagen og aldrig barnet. Så en regel kunne hedde: Efterlad aldrig et barn i skyld, skam, straf og chokkerende oplevelser.
Når det er sagt, så er det traumerne og de knubs, livet giver, som er med til at danne vores personlighed og karakter. Vi kan ikke hindre de skræmmende oplevelser; de står lige med de skønne og glædesfyldte oplevelser. Livet er vidunderligt rædselsfuldt, som nat og dag, mørke såvel som lyse. Det er livets barske vilkår, og det er dem, vi skal lære at navigere i, både voksne såvel som børn.
Vi skal for enhver pris tænke på relationen mellem barn og voksen som en forbindelse, der ikke må brydes gennem chok og traumer, uden at genoprettelsen af forbindelsen, gennem trøst og kærlige formaninger om, at barnet er ganske helt i orden, det er oplevelsen og handlingen, som ikke var på plads.
På spørgsmålet om vi rummer traumer i vores liv, så er svaret ja, det er derfor, vi ikke mærker os selv og vores grundlæggende følelser, behov.
Vi har traumer i kroppen:
• Når vi har lavt selvværd, føler os utilstrækkelige, gør os afhængige af andre, ritualer, stoffer, alkohol, orden, træning, sukker og sex.
• Når vi er selvkritiske, perfektionistiske, aggressive, sårbare, er frygtsomme og mærker angst.
• Når vi bliver stressede, mister os selv, besindelsen, bliver deprimerede, ikke kan holde fokus, arbejder for meget eller falder ud af arbejdsmarkedet.
• Og når vi er for narcissistiske og selvoptagede, så er det virkelig en kompensation, ikke bare for traumatiske oplevelser, men en traumatisk barndom, uden trygge relation.
