Det er kun i sorgen, vi genkender hinanden,
Det er i tabet, vi husker hvad som har værdi,
Det er i svære tider, at vi bliver stærke,
Det er i mødet med rædsler, at vi rækker ud efter det som er større
Det er i kaos vi går efter orden,
Det er igennem smerter, vi finder genfinder kærligheden
Det er i mødet med det meningsløse, vi skaber en større mening
Det er i mørket, vi søger mod lys..
Jo dybere vi sover, jo mere skal der til, for at vække os og vi har sovet, vi har sovet dybt og længe, alt for længe.
Lad denne landesorg og dette armod være dét som vækker os, ikke for at reagere i blinde, for da, er vi langt fra vågne og i stand til at gøre uret til ret, her forstærker vi blot dét mareridt som er en del af søvnen.
Lad os vågne gennem sorgen, gennem tabet, både det umiddelbare og det vi har tab vi mistet gennem tiderne, ved at indrette os i bestræbelserne på at fjerne vores egne trængsler.
Vi har mistet alt dét som findes i et fællesskab, styrke, enhed, broderskab, samvær, nærvær, det et give og det at dele, det at støtte og det at blive støttet. Vi har mistet visdommen som kommer gennem dét at dele viden og erfaring, som netop gives gennem trængsler og sorger.
Vi har mistet det skjold og det værn, som beskytter os gennem dét at være ”en flok”, ”et fællesskab”, ”et folk”, ”en nation”, ”en verden”.
I tabet af dette værn, har vi søgt værn i os selv, ved at flygte og ved at forskanse os for omverden.
Vi flygtede fra det som ikke tjente os, dermed forlod vi også de verdslige følelser, som kun kan eksisterer i mødes med andre mennesker og i nærhed med et andet menneske, kærlighed, glæde, mening, samvær. Vi valgte os selv, ved at stræbe efter illusoriske mål og drømme, som i sidste ende vores ensomhed, et mørke, en bedøvelse og en søvn som altid starter som en drøm i sødme og tryghed.
I denne søvn har vi fået delt os som ensomme frygtsomme får på ulvenes betingelser, vi er blevet spist, undertrykt, lammet af frygt uden styrken ved at stå sammen, uden visdommen ved at dele og støtte og passe på hinanden.
Vi har sovet dybt og længe, lad os vågne, ikke til krig, men til at genfinde hinanden og gense og genkende de værdier som er naturlige og eneste værn mod “ulve”, grådighed og falske religioner.
Lad os vågne til ét folk, én verden, én orden, og det som ikke tjener dette folk, denne verden og denne verdensorden, er ikke en del af denne verdens fred, og er derfor heller ikke en del af verdens borgere og vil miste grebet mod fremtiden.
