På mange måde ligner vi Nomader, som er på vandring, uden mening og uden klare mål, udover overlevelsen i sig selv.
Børnene bliver vækket om morgenen, med en vis præcision for tøj, tandbørstning og morgenmad og ud af døren. Ikke at der er noget galt i det, det er mere måden det sker på, i et nervøst tempo som om at fjenden var lige i hælene på os.
Præcision og tempo, op og videre, vi skal klare dagens etappe på længde og uden at blive fanget. Vores stress, kommer til i børne perspektiv til at ligne, at der er en overhængende fare på færde hele tiden.
Det hele kommer til at ligne en lang vandrig med Moses i front. Moses som har en vision, om det hellige land, et symbol på et idealbillede af hvordan vi skal leve i fred og harmoni. Desværre er det kun Moses, der har en tåget fornemmelse, for hvor dette forjættede og idylliske land ligger.
Bortset fra, at det ikke er en vandring mod det forjættede land, men en daglig vandring i samme spor som dagen før, så ligner det overlevelses strategi, som mest af alt ligner en flugt, væk fra noget.
Dette “noget” hænger ofte sammen med vi som voksne, har masser af forventninger og krav til os selv. Så store at det er umuligt at opfylde dem, det bliver så til uforløste forventninger, som hober sig op, som en tung skygge bag os. En skygge som truer med, at afsløre vores manglende evner til, at skabe de perfekte rammer for os selv og vores familie.
Denne vandring eller forsøget på at etablere sig som familie, kan hurtigt bleve en både 10 0g 20 årig kamp, hvor i sidste ende, ender med skilsmisse, depression, dårlig ryg, slidgigt, fyring fra job, manglende lyst og livsmod.
Dette kan dog forhindres ved at fyre Moses så at sige, eller at rive idealbillederne i stykker. Hvis de ikke er klart beskrevet og defineret, for alt for ofte ønsker vi det os det godt, men ikke hvad det er som er godt. Vi ønsker fred, men hvad er fred og i hvilken ramme skal freden skabes.
Det hele bunder i lav selvværd, hvilket betyder at vi ikke er helt klare på hvad som er vores værdier, hvad som er vores hellige land, som vi er klart til at beskytte, frem for at vandre mod det. Det er nemlig ikke derude, men i os selv.
