Jeg fik lavet et opslag på FB, hvor jeg gav mig til kende, om et af mine terapeutiske kneb, som betyder at jeg jo bruger sproget, og laver ironiske opstillinger, eller nærmere forestillinger, som skildre det pågældende parforhold.
Det at karikere et parforholds problematik, i et teatralsk lys, har mange fordele, dels så bryder jeg isen ved at overtage deres “skuespil/rollespil”, men det er også befriende, for parterne, at se sig selv i et komisk lys. Desuden når jeg overtager eller eksternalisere deres problematikker, får de øje på dem selv, hvilket jo er psykoterapiens formål.
Et andet formål med mit foretagende er, når jeg kan gengive deres forhold uden egentlig kendskab til hvem de er, så kan de godt se at det er et meget lille manuskript, de udspiller. Hvilket også giver at de ikke har levet livet, parforholdet ud, ud fra de muligheder og livsvilkår de har.
Mange af mine klienter har ikke økonomiske trængsler, hvilket betyder, i min verden, at de kunne levet livet i langt større cirkler end de gør.
Penge gør ikke et parforhold mere lykkeligt, men når de starter den positive rejse, så er penge med til at bringe oplevelser og æstetiske nydelse ind på scenen.
Et formål mere med mit ironiske teaterstykke, er at jeg har humor med, altså ægte humor, således at jeg ikke gør nar, eller grin med parterne, men med deres konflikter og problematikker. Dette har også to sider, et er at med humor, så slipper de deres lidelseshistorier, men også det tunge og svære i det at være til. Så hvis jeg ikke får skubbet dem lidt skævt ud af den ramme de har sat omkring sig selv, så har de næsten ikke sprog, for at kunne tale sig ud af de fængselsceller, de har fået skabt, både i mellem dem og ud mod verden.
Mit skriv blev afsluttet med nogle teser omkring parforholdet, også noget af det jeg holder af, nemlig at koge tingene ind til essensen, klarhed og så enkelt, så kroppen forstår, når nu hovedet (fornuften) er den som komplicerer tingene.
Tese 1. Er, at ethvert lystspil bliver til en tragedie, hvis vi forbliver i de samme roller, samme stykke, samme teater.
Tese 2. Det er bredden der bestemmer længden og dybden der bestemmer kvaliteten.
Tese nr. 3 er, at hvis du er i et dårligt parforhold, så har du ikke været forfatter til manuskriptet.
Tese 4. Du får ikke et bedre forhold til en parter, end dit forhold til dig selv.
Tese 5. Den dag du står i forhold til dig selv, er den dag du kan blive elsket/respekteret for den du er.
Tese 6. Fra den dag du står i forhold til dig selv, er den dag du er klar til at skrive dit livs manuskript, ud fra ønsker, behov og drømme.
Tese 7. Når du er dig og ved at du ikke kan være andet, er det let at smide afhængighederne, undskyldningerne.
Tese 8. Når du står ved dig selv, og først da, er det muligt at være enestående.
Tese 9. Når du kan stå alene, står ved dig selv og tage dit fulde ansvar, er den dag alle vil stå ved din side.
Tese 10. Jo mere du dyrker kærligheden, jo større bliver den, det samme gælder for de sure pligter.
