På Instituttet har vi en kirke, den hedder Taknemmelighedens Kirke,
der er dog ingen præst, salmer eller kirkegang og hver dag er en helligdag.
Det handler nemlig ikke om tro, men om det “At være” og det at være med, som en del af et fælleskab.
Vi bruger ikke dogmer og hellig fis,
Vi dyrker ingen guder, guruer og skyr selvhøjtidlighed
Der er ingen røgelse, mantraer, eller bønner om forladelse
Vi taler ikke om synd, renselse eller gør bod,
Ingen opskrifter på burde, skulle, rigtigt eller forkert
Ingen kurere, forbud eller skrappe regler
Vi ganske enkelt deler og åbner op, for hvad vi måtte skjule
Vi ser på dét som var, det som gjorde av og gav sjælen ar og
mærker smerten ved dét, som skulle havde været så fint og helt
Vi underviser så hovedet forstår, det som hjertet bevidst har båret på
Vi skaber rum for fred, fortrolighed, så tilgivelse og forsoning kan finde sted
Starter med at give dét som skulle havde været, enhvers barns menneskeret
Vi fryser og tøver, giver slip, græder og brøler,
I samlet flok vi træder igennem, der hvor end ikke engle tør stå
Vi bander og raser, forløses af latter og vanvittige grin
Vi nyder både slik og kager, drikker kaffe så nyrene knager
Vi spiser både kød og masser af is og spare ikke på smør og fløde
Vi drikker vin og skåler, i samværet vi bunder
Vi fester og danser, frie og forløses af skyldens lænker
Vi afslutter i samlet flok, taknemmelige og uden ord,
Vi alle har mødt, det ypperste og fineste i os hver,forbundethed gennem det at stå igennem smerten svær.
