Taknemmeligheden finder dig,
når du vover livet, om dét så skulle koste livet.
Der finder du dét, som opretholder dig, det som er dét bærende i dig.
Det værende, det nærende, dét som ikke falmer og falder fra. Kald det bare det evige, det unævnelige, det som ikke kan løftes og dog intet vejer.
At være selv-båren er, at være fri af præstation, fri at skulle være noget helt særligt, fri af skyld, skam og pligt.
Når du træder igennem eksistensens port, er du fri.
Fri til at elske og blive elsket ubetinget,
fri af dine historier og dine bedrifter, da dit adfærd og dine bedrifter, altid er bundet til dine fodspor bag dig, og har intet med dén du er, eller din næste handling.
Når du slipper kontrollens greb og vover det fri fald, vover sårbarhedens rystelser og isolationens strækmærker, vover at træde frem, uden forsvar, bedøvelse og automatik og vaner, da ved du, hvad det er som bærer dig.
Gør ikke kærligheden til præstation, og noget som koster, og hvis du kan, så gør det lidenskabeligt og legende let. Giv slip på projekt-liv, og bliv levende.
Taknemmelighedens Vers er universelle og ligetil;
“Tak for det som er, værn om det som er,
stræb mindre, elsk mere, kræv mindre, grin mere,
vær nær, vær her, lige her, hjertenær lige nu.”.
