Taknemmelighed

Taknemmelighed er vores grundstof, eller nærmere grundvandet i os, det stille vand, som stiger i takt med, at vi skaber fred i sindet. Taknemmeligheden bor i kroppen, ja det er både en essentiel følelse, men det er også en tilstand og det er en bevidsthed, et niveau af en højere bevidsthed.

Det kræver, at vi i vores modenhed, er rimelig fri, fri som menneske, fri til at være, hvilket vil sige at vi ikke er på en overlever, og et langt stykke henne af vejen, er klar over at vi selv ejer ansvar for hvordan vi ønsker vores liv skal udspille sig.
Det vil sige at der er en vis grad af fred i sindet, at vi ikke hungerende efter dét vi ikke er, men er tilfredse med den vi er som menneske, og det liv vi udfolder.

For taknemmelighed når ikke længere end til “sindets byport”, hvis der er for meget støj i tankeprocesserne, taknemmelighed er kommer nemlig først frem når sindets gedemarked lukker og slukker.

Taknemmelighed er at finde i stilhed, i nærværet med os selv, i refleksionerne om os selv, vores liv, vores relationer, og ja de 1000 ting vi er, er i og ikke mindst, det vi ikke er, som det at være rask og rørig.

Taknemmelighed er at sætte pris det vi har, og selv med en dårlig opvækst og kummerlige forhold, så kan vi stadig være taknemmelig over at vi fik skænket livet, fra vores forældre, om ikke andet, så gav de livet, og derved mulighederne. Og nemlig her har vi “taknemmelighedens hus”, for vi har ikke valgt livet, men resten har vi et valg overfor. Der er altid en mulighed, altid mere end en vej at vælge, og vælger vi kløgtigt, ja så er mulighederne mange.

Taknemligheden er simpel når vi forstå, at ingen andre har hverken skylden for vores manglende lykke, og ansvaret er ene og alene, vores eget.
Naturligvis ikke, når vi er børn og afhængige af vores forældre. Men fra det øjeblik vi er modne nok, til at tage vare på vores eget liv, ja så er vi i stand til at vælge vores vej og vores liv.

Taknemmelighed er når vi er fri af skyld og skam, når vi er fri af samvittigheds tyranni, og præstationsræs og mindre værd. Og lige det med mindreværd, så kunne vi sige at i takt med at vores mindre værd, mindskes, stiger vores taknemmelighed. Vores mindre værd og selvkritik, er en tyngde vi lægger eller tillægger os selv, og i den tyngde, ja så begraver vi taknemmeligheden, og ja alle andre gode følelser. Vi kunne i taknemmelighedens lys, kalde dem for selvfølelser, for det er bundet til den vi er, vores sande jeg. Det er når vi får bugt med vores selvkritiske sind, at vi bliver frigivet, så vi kan overgive os til taknemmelighed.