Jeg syntes at stress og udbrændthed tordner mod epidemiske højder, både i kommuner og i det private arbejdsmarked.
Hvis man samtidig tager dem som ikke har modet, tilliden, resurserne eller overskuddet til overhovet vove sig ud i job og uddannelse, så bliver billedet rigtigt skræmmende.
Det er som om at vores sociale verden drejer med en Centrifugalkraft, som kaster os væk fra vores inderste kerne, hvorfra vores egen styrke og centrering ikke har fat i os. Derved mister vi os selv, vores kontakt til det vi står for, vores grænser og følelser og derigennem mister vi også kontakten vores tætte relationer og venskaber.
Det er sørgeligt, for jo mere travlt vi har, jo mindre når vi, og jo mere mister vi.
Ansvaret er vores eget, men jeg ikke sikker på at løsningen alene ligger på vores skuldre, alene. Det svare til at jeg med min kropsvarme skulle kunne varme en mindre sø op, blot jeg har modet og troen på, at jeg er et varm og godt menneske.
Nej jeg tror at det ligger i lederskabet, både personligt, socialt, politisk, kommunalt og i erhvervslivet, det at ledere har en ordentlig røv i buksen, til at kunne skære fedtet fra kødet, sætte rammen om det væsenlige i opgaverne og rammer om de sociale og kollegiale værdier og vise/skabe vejen mod bedre tider.
At der er nogen som tør at skille sig ud og står frem, dét at tage standpunkt sige fra og til, så ikke alt flyder sammen.
Vi kan ikke alt og vi skal heller ikke alt, vi skal være lige her og lige nu,
med det vi har i hænderne.
