Spor i hjernen

Vi sætter spor i vores neurale netværk i hjernen, det er måden vi skaber orden i en uendelig verden, og det er sådan vi holder os på et spor i livet. Det er sådan vi bliver til på, nemlig gennem en samling af elektroniske ledninger, som danner en psykisk struktur, ja en personlighedestruktur om du vil.

Disse spor består af vaner, gentagelser og skabes gennem belønninger og små “frygt stød”, når vi træder udenfor vores vanemæssige spor.

Disse spor starter som fodspor og skabes, fordi vi søger efter behov, kontakt og drevet af nysgerrighed.

Vi vover livet ved at søge livet uendelige, indtil at noget eller nogen retter os til eller ind.

Med tid og gentagelser bliver disse fodsporene til spor som i jernbanespor, hvilket betyder, at vi ikke skal bruge så meget tid på at orientere os, vi genkender straks det genkendelige, og så kan vi slappe lidt nemmere af, og kan hvile sanseapparatet, lidt som havde vi sat os i toget. Her skal vi ikke finde vejen selv, vi kigger blot efter skiltet “Buddinge station“ bum så kan vi rejse os og stige af toget, og først hér, genoptage nyorienteringen, særligt hvis vi ikke har været her før.

Det er hjernen måde at økonomiserer vores kræfter på, det ikke at skulle bruge krudt på det, vi allerede kender og er trygge og sikre ved.

Omvendt; Er vi i på nye spor i livet, så sanser vi og oplever, vi mærker livet i fulde potens.

Vi er høje på sanseoplevelser første gang vi er på den græske ø Kreta, og det hele smager himmelsk og opleves med en grad af forelskelse.

Vel og mærke, hvis vi har “trygheden” med os, og det har vi kun, hvis vores første spor i hjernen og i livet, er trådt/sat med tryghed. Altså de spor vi fik skabt som barn, som “ny-kommer” til verden.
Altså at vi har mor og far med i ryggen, når vi stavre ud i verden i de små bløde filt-sutter.

For har vi ikke trygheden med os, så er vi mere eller mindre i alarmberedskab og så sætter vi mere et “krybespor”

i hjernen og det afspejler sig i vores adfærd, særlig; i dette første møde med eks. Kreta , her smager og opleves det græske, ikke i samme eufori og forelskelse, men med en vis forbehold og frygt. Frygt for at blive væk, frygt for uorden i tarmfloraen, tynd mave og manglende forståelse på sprog og behov.

Så vi har basis 3 spor i hjernen, og det er “opdagelses vejen”, hvor vi er i en høj grad af vågen nysgerrighed, er på opdagelse og sætter nye spor. Dette sættes i takt med vores fysiske færden i verden og dette bliver lageret som spor i hjernen, og er det en positiv oplevelse, så bliver sporet lageret med signalstoffet Dopamin, altså at det bliver en positiv oplevelse.
Det er her vi oplever verden sanselig og ny, men allerede anden gang vi forsøger, at få denne skønne oplevelse igen,

så er vi ikke længere på et oplevelses-spor, men på en gentagelse og og magien er ikke den samme.

Lidt sjovt kunne man sige, at vi havde her et dobbelt spor, nemlig erindrings sporet og oplevelses-sporet, og måske så er det fordi vi skifter hele tiden mellem indre oplevet og ydre oplevelse, alt vi ikke helt er i nuet.
–

I hvertiltfælle så er det, at når vores færden bliver rutine, så bliver sporet til en hovedvej, hvor sporet er bredt og automatikken kan slås til.
Og endeligt så er der krybesporet, hvor vi er usikre og vejen er ret usikker, og sikkert fordi at den er lageret med  adrenalin som er et angst hormon.

Når jeg laver et visuelt “kort” over måderne vi bygger vores neurale netværk i hjernen på, så er det fordi,
at det kan give en større mening, i at huske at skabe små forandringer i livet. For hvis vi ikke gør det, så mister vi sanseligheden, og vi falder i søvn, på et automat-spor, hvor kun tiden skifter. Og det opdages generelt for sent,
og her vågner man ofte med et chok, fordi ens partner, er vågnet noget tid forinden, og pludselig ønsker skilsmisse, eller en anden, har vækket hende eller ham sammen med sanseligheden og erotikken.

Vi kan også bruge vores visuelle “kort” til at hvis vi ikke har den grundliggende tryghed med os, så er der ikke tryghed nok i den ydre verden, og at det handler ikke om, hvorvidt at vores relationer ikke er tillidfulde nok, men at vores relations-veje ikke er støbt med dopamin, men at vi mødes på krybesporet, med angst og forbehold.

Og kan vi gøre noget ved det? ja vi har altid mulighed for at skabe nye veje og øve os i tillid og nærkontakt, det kræver at vi vover livet, og at det giver en stræk grad af succes, at vi lykkes med at tage en partner til et mere dybt og sårbart niveau.