Selvfølgelig er det muligt, også til vejs ende, hvor en af parterne går bort, og selv herefter, kan kærligheden være intakt. Og hvorfor ikke? Kærligheden er ikke fysisk og vores partner er ikke en genstand, som går i stykker, eller kan byttes til nyt.
Og hvem vil ikke have en Soulmate?
De fleste som ikke ønsker en partner, nævner ikke et Nej tak, til at blive elsket, set og følt sig elsket.
De taler om, ikke at miste suverænitet-, ikke vil miste frihed-, blive bestemt over-, at skulle tage ansvar for et andet menneske- og en at slås med. Altså bøvlet, smerten og alt det som ikke virker.
Og selv om det kan lyde naivt, romantisk, så er Soulmate, en betegnelse, på et forhold som er forbundet på et sjæleligt plan.
En dybere forståelse af hinanden, med indsigt og en rummelighed, så tilgivelse kommer naturligt og vigtigere, end at forblive såret, forurettet og ønsket om hævn og straf.
Forpligtelse er ikke det rette begreb, for det taler mere til udholdenhed og et “ord er et ord”, hvilket ikke har noget med kærligheden at gøre. Men mere rammer og regler, og det kan blive en tør affære.
Det handler nok mest om at være sig selv ærlig og være ægte oprigtig, og deri hurtig, at få øje på sig selv og sine smertepunkter.
Deri tager vi ejerskab af vores egen utilstrækkelighed og ufuldkommenhed. I hvert fald når vi mister grebet om kærligheden i os, eller lader os forføre af vores sinds evne til at stikke af, væk fra nuet og den indsigtsfulde krop bevidstheden.
Med den modenhed, så finder vi også en partner, som også passer ind i ligningen, eller er klar til at gå “All In, i et forhold, som netop varsler dette ægte, ærligt og naturlige forhold, med omsorg og støtte.
Denne form for modenhed kommer ikke af sig selv, den kommer ikke med hjemmefra, eller fra skolen eller gode venner.
Den kommer af, at havde mærket sorgen dybe væsen- at kende til at miste-, at stå alene.
Så deri er det muligt at mærke den dybe kærlighed, som ligger dybere end smerten og sorgen.
Her er det nemt at vælge det som følelse ægte, helt ind knoglemarven, ja dyb inde i sjælen, og her er det muligt at blive forbundet, på et plan hvor forførelse og begær ikke forstyrre.
Sorg er lidt poetisk sagt, kærlighed der er blevet hjemløs, hvilket på mange måder har samme opbygning som i eventyrerne; “Glad og uvidende -krise – ingen vej tilbage – læring/løsning og så det halve kongerige”.
Eller som “Den fede larve” der æder sig tyg og fed, og er svært utilfreds med sig selv og sit korpus delirium, og bliver deprimeret og pubber sig, er ved at blive kvalt og ud af pubben kommer den smukke sommerfugl.
Så ja der er flere stadier på vej mod kærligheden, smerte er en af den og måske den vigtigste..
