Vores sorger kommer til os gennem vores barndom, det er her vi får de første sjælelige “hudafskrabninger”.
Det er vores tilknytning eller mangel på tilknytning som gør os sårbare, overfor vores møde med omverden. Jo mere nærhed vi har fået i starten af vores opvækst, jo mindre sår står vi med. Det er også det som har indflydelse på vores evne til nærhed.
Jo mere nærhed, jo mindre nærtagende er vi.
Første sår er de dybeste.
Det er vores adskilles fra mor/kærligheden som har betydning for vores fremtidige liv. om denne adskillelse sker nænsomt og der stadig er tilbagevendende kontakt og nærhed. Hvis det sker fordi der kommer en ny baby, eller at der er stress, krise eller andre forstyrrende elementer i mors og fars liv, så mister vi som barn kontakt til den dybereliggende kærlighed, og derved mister vi også tilliden til at vi er værd at elske, og skjult at vores forældre er i stand til at tage vare på os. Skjult fordi vi kan som små børn ikke rumme, det at vores forældre ikke kan tage vare på os. Vi kan ikke rumme det, fordi det betyder at vi mister livsmodet, eller livsgnisten, sølvtråden, som betyder varig skade eller vi dør simpelthen.
Det betyder at vi vender det mod os selv, det at vi er ikke værd at elske, eller vi har være skyldige i dit og dat og derfor får vi som vi har fortjent.
Det er sådan vi vokser op, vi danner os nogle billeder i vores sind, enten at vi ikke er noget værd, eller vi skal bare blive bedre til dit og dat, så finder kærligheden os. Sidst er der også en uretfærdighed, over at verden ikke er god imod os(mor/far) og vi har noget til gode, vi fortjener bedre.
Senere i livet får vi lidt bedre fat i vores personlighed, vi lære undervejs at hvis vi strammer hjælmen, så kan vi godt få klap på skulderen og få en bid af kærligheden. Det er her vi yder og giver ud og gør en masse for andre og dem vi holder af. Vi giver for at få noget, fordi vi dybt inde i glemslen, ved at vi intet er værd, hvis ikke vi gør os fortjent til kærligheden. I og med at vi får fat i disse købmandsfærdigheder, så har vi en vis kontrol med vores omverden. Vi skriver skjulte kontrakter med dem vi gerne vil elskes af, i de bedste henseender, men vi stoler ikke på kærligheden i sig selv, vi tør ikke slippe kontrollen, i frygt for at gå i opløsning. Vi har ikke tillid til andres hensigter og deres kærlighed, fra vores tidlige erfaring på manglende tilknytning og derved en undgåelse af den dybe kærlighed.
I og med at vi inderst inde har denne manglende tillid til, at vi kan blive elsket som dem vi er, har vi lukket af for vores tidligere sår. Som betyder at vi har en eksistentiel sorg inde i os, som kun vokser over tid, da savnet over ikke at blive elsket dybt, kun vokser i denne isolation af de autentiske følelser.
Jo mindre kontakt og ubetinget kærlighed, jo større savn og sorg vokser i vores skygge.
Så når vi oplever svigt og uretfærdighed i vores voksenliv, så er det på mange måder, en genudsendelse af vores barndomsvigt. Vi rammen i bund og grund på, at de små kontrakter vi får skrevet med usynlig blæk, bliver brudt, at vores partner og dem vi elsker, ikke lever op til de forventninger vi har til dem. Så vækker vi de gamle sår, og derigennem får vi lukket en lille smule sorg ud fra vores større eksistentielle sorg.
Der er dog en måde at få sluttet dette drama på, og det er at tage hånd om denne manglende tillid til vores nærmeste, at tage hånd om den slumrende sorg, og få taget hånd om at få kikket på disse gentagelsesmønstre, barndomsdramaer, på sådan en måde at vi giver slip og overgiver os til omsorg og den nærhed som vi i bund og grund alle længtes efter.
For nedenunder sorgen og livs tabene, er vores livsglæde og kærlighed til livet og der er et ufatteligt stor mod, når vi først har sluppet frygten for ikke at blive elsket.
