For mig er sorgen et grundvilkår ud fra et eksistentielt perspektiv og måske vores største læremester.
Den tvinger os til at se direkte ind i kernen af livet, i livets meningsløshed, ja, i de smertelige kendsgerninger, når vi ikke har fulgt livsnerven, pulsen, energien og kærlighedens gerninger.
Den smertelige kendsgerning opstår, når begæret, frygten og egoet har taget styring, ført os på vildveje, og vi har mistet os selv, vores integritet og vores ægthed. Og tabet af kærlige relationer, både i brud, gennem konflikter og afsked,
samt det urimelige og meningsløse i at miste, når døden kommer urettidigt og alt for tidligt.
Sorgen er et vilkår, når vi har turdet elske-, når kærligheden har budt sig til og åbnet op for en dybde af berigende følelser og lyksaligheder.
Sorgen giver sig ikke til kende i kærlighedens lys eller flammer, men melder sig, når vi trækker os tilbage fra mødet med kærligheden.
Sorgen er kærlighedens fodspor, Dét vidne som husker mødet og smerteligt minder os om disse minutter og evigheder.
Sorgen er vægen, hvor flammen stod tændt, det fugtige spor der uundgåeligt viser vejen til kærlighedens arne, der hvor kærligheden sidst boede. Sorgen er således et bogmærke til det sted, hvor kærligheden skrev det sidste kapitel om sammensmeltning og det at føle sig hel og komplet.
Sorgen giver sjælen stemme, og der er altid en oplysthed-,
en fuldkommenhed og en evig visdom forbundet til sorgen.
Det snyder lidt, for hvordan kan vi skille sjælen og kærligheden fra hinanden? Og hvis vi kunne, ville sorgen være vidnet og den, der forbinder sjælen og kærligheden.
Så ja, kærligheden og sorgen er uadskillige, og derved ophæves sorgen til et grundvilkår og står på lige fod med kærligheden. Hvor kærligheden er lyset, er sorgen skyggen, der altid er forbundet til kanten af lyset.
Der er ikke en skarp kant mellem kærligheden og sorgen;
der er altid en tåre af sorg i kærligheden og en tåre af kærlighed i sorgen.
Så lad sorgen give sig til kende, og du vil gense kærligheden.
