Vi kommer alle til at mærke sorgen, for uden sorg, har vi ikke levet og vi har ikke elsket.
Sorgen er prisen for at elske livet-, et andet menneske-, elsket ungdommen-, hunden-, huset-, forældrene- og bedsteforældrene.
ja det at elske børnene som små, Dét at have hjemmeboende børn, for når de flytter hjemmefra, taget de noget liv med sig. Ikke bare noget liv, meget liv, ja meget larm, støj, musik, konflikter og uenigheder.
ja alt den nervøsitet og bekymring, det var nogle gange et “væg til væg tæppe” i vævet bekymring.
Alt den planlægning og koordinering, krævede jo nærmest en militaristisk kommando central.
Så når de flytter hjemmefra, ja så kommer der ro på, men også en larmende stilhed, og efter der kommer der et uigenkaldeligt farvel. Et sorgfuldt og ofte smertefuldt farvel, og man vrider sig i tøjet, for det er jo glædelige omstændigheder, børnene er voksne og starter deres vidunderlige liv, alle er godt på vej, med succes, venner og kærester.
Men hvad med det liv som var fyldt med alle posterne, pligterne, man var vel den vigtigste post, den der fik alt til at fungere, og hvad nu? Det hele, tog de med, livet og tilbage stod de, mor og far med et par tomme forældrekostumer, måske havde de ikke være klar til, at få børn, men nu, var de bestemt ikke klar, til en koldstart på et liv uden børn. De smuttede og tog det meste af livet med.
Vi kunne kalde sorgen, for den urimelige sorg, for ingen er døde, ingen har mistet noget, andet end livets gang, og urimeligt fordi der var ikke tid, til at se på timeglasset, hvor der alligevel gik 26 år med hjemmeboende børn.
Vi mister vores relationer, venner, relationer, kollegaer og naboer og det tager også på tabskontoen, og det kan også være smerteligt, men ofte, høre det under livets gang, og måske sætter det, ikke gang i sorgen, det kan hører under livets goddag er og farveller.
Vi mister heller ikke rigtigt her, det er lidt som med børnene, vi ses ! siger vi og haster videre.
Ingen døde, og nye udfordringer i job eller bolig og afstand.
Men det sætter sig alligevel på den skjulte tabskonto, det bliver et tabslys til ensomhedens alter, til når det opdages.
Vi sætter ofte farten lidt op og få nogle flere gøremål, og så brydes vi ikke med det, og vi kan jo tænke på dem og tænke gode tanker. Alt er godt, er det ikke?
Joe og nej, for i vores indre, har vi denne tabskonto, eller museum for tabte sager og relationer, og hvis vi ikke er gode til at genskabe nye relationer, og nye venner, så mangler vi dét af os, vi var med dem vi ikke længere ser. Vi bliver ganske enkelt mindre, hvis vi ikke passer på.
Desuden så samler vi de tårer, vi ikke har grædt, de samles i en større indre sø. Som vokser, i takt med dage som passerer revy. Som naturligt også tæller med i tab af liv, og hvis vi lever livet fuldt ud, ja så smerter de ulevede dage, mere end dem, som vi har fyldt op med glæde og mening.
Så har vi smerten og sorgen ved at blive skilt fra sin partner, og det kan næsten være smerteligt umuligt at komme igennem, og mest smerteligt kan det være, når det har været et destruktivt forhold.
Her er det ofte smerten ved ikke at lykkes, og i de mange uafsluttede konflikter, som ikke blev løst.
For hvordan kan man skille noget, som ikke er ordenligt samlet, men bundet sammen med håb, disciplin og selvbebrejdelse, over ikke at kunne få det til at lykkes. Dertil skal der nok også i samlingerne ligge uforløst sorg, smerte og fornedrelse, såret stolthed, gammel frygt og overtrådte grænser.
Desuden masser af modstridende følelser og fortvivlelse.
Det er her det hele springer ud af “depotet for uafhentede konflikter”, som jo ikke lod sig opløse dengang, og det bliver det heller ikke lettere af, nu hvor hele “badekarret” er blevet fyldt med halvdøde kadaver af bristede forventninger. Det svare vel til at vælte hele dvd samlingen i karret og man håber på at de nok skal skylle ud.
Det er faktisk ikke rigtig sorg, det er smerte, vrede og fortvivlelse, frustration, og selvbebrejdelse, så én egentlig sorgproces starter ikke op.
Jeg kunne her fristet til at sige, at den ikke starter rigtigt op, fordi at det ikke er ægte liv og ægte kærlighed som har været i spil. Det har måske været masser af begær, lyst, og masser af intentioner, og gode miner. Hun har måske være “Queen of the silverline” og han “King of the Good Intentions”, som jeg høre i en sang, som gav et klart billedet, at hun købte blindt ind på hans gode forklaringer, for at de kunne forblive i eventyret. Og han blev god til forklaringerne og undskyldningerne.
Deri bliver det mere tab af illusionerne, og de mentale forestillinger og forførelser vi har fået og givet os selv.
Men kroppen og den dybe kærlighed og evnen til at elske dybt, har ikke været med i spil.
Derfor bliver det også svært at fordøje, fordi det ikke er ægte og kan derfor heller ikke tilgives,
men måske brændes på hadets bål. (det som ikke kan fordøjes, må spyttes ud)
Selvfølgelig kan vi blive skilt fra en god og kærlig partner, men spøgsmålet er bare, hvornår vi så bliver skilt, fordi tabet af hinanden følelsesmæssigt, starter langt tidligre, end når de opdager, at de ikke rigtig er i synk. Det er naturligvis en smertelig opdagelse, at finde ud af, at de er faldet i søvn, eller er blevet en “klump” af forældre og børn, uden følelsesmæssigt kontakt og kæreste dialoger, og erotiske møder.
Skilsmissen bliver en konstatering, når det er for sent. Den ene forlader familie-alkoven, og falder for fristelsen, for at blive mødt som et levende menneske. og hvis forelskelsens sætter rigtigt ind, ja så er tingene ofte kørt. Smerteligt er det for begge to, at de ikke passede på, de gode følelser som bandt dem sammen. Og de skal nok dukke op, til en større sorg, fordi at dette tab vækker alt, vi har liggende i sorg-kammeret, et større kærlighedstab. De år som bare gik, og de gik med som forældre, eller bare hastede med, med to do lister og gøremål, helt uden at prioriterer liv, leg og lidenskab.
Ja og måske sorgen over tidligere tab, som har stået skjult i kø, eks. mistede bedsteforældre, kollegaer, venner, og ja børnene som flyttede hjemmefra for et par år siden.
Nu sætter sorgen ind, den kommer som jordrystelser, og bølger af tsunami kræfter, som lægger landet øde. Alt liv ligger som drivtømmer, og måske fordi, det ikke længere hørte til, på værdi listen, eller at der ikke har være lavet status, over det gods, som var værd at holde vedlige.
Den kan virkelig være hård, jo dybere vi har elsket, jo mere sorg og krise er på spil, og hvis vi ikke har været gode til at stoppe op, og dvæle ved livet og fordøjelsen af livets vekselvirkning, oppe og nede, og goddag og farvel.
Vi har faktisk mere end et liv i spil i os, derfor svinger vi fra nådesløs sorg, som at være i en tønde på et åbent ocean, i mørke, uden retning, uden magt til at kunne andet end at mærke sorgen og smerten.
Og fra dette utrøstelige, tumler vi på land, og som fremmed træder vi fremad, og som ånd, gør vi dét vi skal gøre, vasker tøj, redder seng. Vi gør det som fornuften og vores praktiske jeg, har være programmeret til gennem årevis.
Vi svinger naturligvis mellem vores “følelses jeg” og vores “rationaliseret jeg”, en automatik som vi kunne i søvne, før sorgen satte brat ind.
Sorgen ved at miste endeligt, og nådesløst, når døden tager uden varsel.
Døden tager uden skelnen, døden tager børn, partner, de sunde og de syge, brødre ,søstre, forældre og alt uden undtagelse. Og selv dem, vi tror døden havde glemt, som har været klar til at træde af, og har bedt og tryglet, kommer afsted.
Når døden tager uden, at melde sin ankomst, som sker ved pludselig død, sydom og ulykker, ja så lader sorgen og smerten vente på sig. Døden melder hér sin ankomst gennem chok, vi går simpelthen over i en “Safe Mode tilstand”, en benægtelse, hvor der både kan være latter og urimelige mange ting kan ordnes med let hånd.
Denne fase kan tage fra minutter til måneder, der er ingen regler for det, men som overfor, så når sorgen bryder frem, ja så ryster jorden under en og det bryder sammen, hele verden bryder ned over en, ja tsunamien kommer og river alt ned, også det som var naglet fast, det som blev hold nænsomt, og hold i taknemmelighed og hjertenært forhold.
Alt sejler væk for en tid, en rum tid, og findes og samles op igen, måske i forhold til relationer, om man bliver holdt om, eller man selv har nogen, der skal holdes om. Sådan sviger man igen fra at holde sammen og falde i den dybe sorg.
Sådan kan det stå på længe, og første år, er det værste, og der er en dag i året, som skal opdages med tabet, og herefter er det lidt nemmere at træde på nye dage med tabet.
Mange spørger til, om man nogensinde kommer over tabet, og om livet kan leves igen. Det korte svar er ja, men det kræver sorgprocesser og ritualer, og både vrede og skyld skal gennemleves.
Vrede over at man blev forladt, og skyld, fordi man kom til at glemme den afdøde, og fordi man kom til at grine og faktisk havde det morsomt.
Det vigtigste er måske, at tage nogle dialoger med den afdøde, og i den kommer det nok frem, at den afdøde vil have at den som står tilbage, skal leve videre og danse og grine for to.
Livet vil nemlig leves om det så kostede døden.
Og endeligt, den afdøde er død, men relationen lever og er med dig, skulle vi forsøge at begrave relationen, så skal du med i graven, og det er med til, at gøre det langt mere svært, at komme videre uden at have sig selv med i den relation.
Med tiden tranformeres tabet til minder og til værdier og måske en læremester ligger gemt i relationen.
Sorg er smerten ved at være i livet, og livet før sorgen er både minder og erfaring, ikke mindst kærlighedserfaring. For jo mere smerte og sorg vi har gennemgået gennemlevet, jo bedre er vi i stand til at elske dybt og længe.