Sorg er kærlighedens pris

Sorg og kærlighed er forbundet, så ønsker du dine børn masser af kærlighed, så elsk dem og lær dem om smerten ved at være i live.

For hvordan kan vi forgive, at alting er konstant?

Og hvad er værdien i det vi har,

hvis vi ikke har prøvet at miste?

Det er vel først når vi mister, at vi forstår værdien af det mistede? For hvad er livet uden kærlighed?,

og er det muligt at leve uden?

Er al lidelse ikke hjemløs kærlighed ?

Og hvis man har bopæl i kærlighedens hus, er det så muligt for smerten at flytte ind?

Så hvis sorgen er kærlighedens pris, så må sorgen være som skyer for solen,

eller nat for dagen. Så derfor må sorgen være en hyppig gæste i kærlighedens hus.

Og er ensomhed ikke så ikke en hjemløs, der har søgt ly i isolationen, fra netop sorg og kærlighed?

Ingen tvivl om at det gør ondt, at miste den man elsker, men ville vi leve uden?

Og hvad er det vi mister?

Mister vi kærligheden?

Mister vi det vi havde sammen?

Næppe, for ingen kan tage kærligheden fra os,

ingen kan tage vores fælles historier fra mig.

Vi mister muligheden for at skrive historier sammen,

men ville din mistede elskede, ikke ønske, at du fortsat skrev historier om liv og kærlighedens beboer?

Hvad med smerten ved det ulevede liv?

Har vi levet, hvis vi ikke har turde at elske?

Og ville smerten ikke bare vokse, når vi ikke lever fuldt ud?

En god dag at dø på.

Så hvis jeg bestræber mig på, at leve fuldt ud,

så må jeg vel gå på kanten mellem livet og døden?

For det eneste der kan skille mig fra livet, er vel døden.

Så går jeg mod døden, så kommer døden ikke bag på mig, men møder mig ved afgrænsningen af min kornfede mark, jeg har sået.

Vel vidende om, at så længe jeg er her,

så længe er døden her ikke, og er døden her, så er jeg her ikke.