Søren Kierkegaard kaldte det for “Mordet på selvet”, denne tilstand “at være lidt ved siden af sig selv”. Denne automatik, som mange også kalder hamsterhjulet, hvor dage bliver til uger og uger bliver til år, uden vi helt når at få styr tingene, ja og måske mere præcist, at tingene og omgivelserne styre os.
Det er dette “selviske mord”, er dét som skaber vores alt for stærke ego, som er båret af frygt, frygt for ikke at slå til, frygt for at blive kasseret. Altsammen med en skjult utilstrækkelighed, og derfor er nødt til at iscenesætte sig, at “skabe” sig, enten gennem sensation/præstation eller dramaer.
Vores samfund, er i dag skuet sammen på sådan en måde, at mennesket “på den korte bane” tjener systemet og arbejdsgiveren bedst i højt tempo, med nul fejl, producér og forbrug, producér og forbrug.
Et system som er sat på baggrund af frygt, frygt for økonomisk regression og kollaps, og hvor systemet styre benhårdt, og menneskelige skavanker bliver kategoriseret og diagnosticeret, for så at blive systematisk behandlet.
Naturmennesket i os, lider ikke en naturlig død, men er udsat for en systematisk udryddelse.
Tilbage stå et systemtænkende menneske, tilpasset, nummerfiseret, som ser sig selv som værende top præsterende heroisk, dog med skavanker og syret til af stress eller kemi.
Virkeligheden er, at uden “selvet” som er vores sande indre naturmenneskelighed med menneskelige behov, værdier, visioner og drømme, ikke kan skabe sociale sammenhæng, og slet ikke skabe en bæredygtig verden omkring os.
Så hvis vi ønsker et bæredygtigt samfund og en verden, uden global opvarmning, og uden vi udryddet dyr og planetens evne, til at regenerer sig, så må det starte med, et personligt ansvar, dernæst et socialt ansvar og i flok, et samlet globalt ansvar.
Kun naturmennesket i os, mærker at verden bløder og at vi er nødt til at stoppe denne skamplyndring af “hendes” resurser og børn.
