Jeg har været optaget af Søren Kierkegaard og finder ham mere og mere interessant og
jeg har forsøgt, at finde plads til ham i mine terapeutiske modeller og syntes faktisk at jeg er sluppet godt afsted med det.
Det er vigtigt for mig at have både bevidsthed og behov, men også intelligens med i mine terapeutiske modeller. Fordi det giver en bedre forståelse af “vores indre landkort”.
Det bliver ligeledes nemmere at guide folk, fordi de kan forstår og relatere sig til de modeller og kort jeg laver.
Hvis vi tager denne “Søren Kierkegaard model”, så går den hånd i hånd med Abraham Maslow´s behovspyramide, for hans behovs-inddelinger også ligger i udviklings-stadier/niveauer, på samme måde som bevisthed følger udviklingstadier.
Jeg har brugt den samme skabelon som min “Overlevelse & Trivsel”-model, som netop har bevisthed, behov og intelligens inkluderet i modellen.
Hvis vi starter lidt med forskelle og tilpasninger, så:
I min “Overlevelse & Trivsel”-model har kreativ intelligens haft sin egen plads, og det kommer som et naturligt udviklings skridt, efter man har fået fat i eksistensen. Det at man er blevet til sig selv, sit autentiske jeg; et møde med ens sande værdier.
De værdier kan nemlig ikke stå alene, de skal være i bevægelse, for at virkeligøres og forblive levende. Derfor er det også på dette stadie, at man begynder, at opdage sin mission i verden, sit formål og mening med sit liv.
Dette sker som en dobbelt proces, at man både er i gang med at opdage sig selv
(sit sand selv, som man kalder det) og sine sande værdier samt at opdage sin mission.
Det er her, hvor vi er optaget af, hvad vi kan få ud af livet og vores bestræbelser, det at sanse og nyde livets lyksageligheder.
Missions-processen (den kreative intelligens) vågner, fordi vi ikke kun kan nyde og tage livet ind, vi skal også tjene til livets ophold. Så for ikke, at vi skal miste os selv i arbejde og gøremål, som tidligere hindrede os i at mærke livet, bliver vi nødt til søge efter et job, et virke, en mission som giver mening, altså noget man virkelig brænder for.
Det skal være noget som giver god mening og giver økonomi til at kunne finansiere et liv, hvor man til stadighed oplever og sanser. Derfor går tankerne ofte på at blive selvstændig,
da man her er herre i eget liv, og har 
friheden til at vælge.
I denne “Søren Kierkegaard”-model, er den kreative intelligens slået sammen med den sociale intelligens, da de begge er stadier, som kommer efter, at vi har trådt igennem den eksistentielle port, dét at komme hjem i os selv, som et autentisk ansvarligt menneske.
På IQ niveauet og det jeg har kaldt for “Det reaktive jeg” og overlevelses niveauet.
Her har jeg sat et “Standby” begreb på, da det passer fint i Søren Kierkegaard´s verden, hvor han kalder det for spidsborgeren, og den åndsløse. Netop fordi, på dette niveau har Spidsborgeren ikke den store refleksion over livet. Det er her at Spidsborgeren, har købt de præmisser, han er født ind i og han værner om de værdier han kender, og sætter en ære i nøjsomhed og flid.
Det er i hverfald hér man tager sig sammen, og det er tryghed og sikkerhed som er primær fokus.
Som kontaktforstyrelse, kunne man kalde det for egotism, hvor Spidsborgeren hæver sig over andre, i at at han er usårlig og har trænet, i ikke at være være afhængig af nogen eller noget.
Det ses ofte i parforhold, hvor parret har lukket sig om sig selv og har bygget et glas slot omkring dem og det de har. (Det er det, som Virginia Satir kaldte for det lukkede parforholds overenskomst. )
Det er her, vi kan sige i gammelt kristens terminologi, “At hér forager vi djævelen og alle gerninger”, og i nutidig forståelse, så er det undertrykkelse af lyst, passion, lidenskab, spontanitet, ja sanselighed og nydelser.
Det er også derfor i min terminologi; i overlevelse og trivsels-modellen, at det er et overlevelses niveau, for der er masser frygt, lige under benægtelsen. Frygt for at miste kontrollen og ja frygt for hvad som helst.
Jeg har på samme niveau, noteret lidelseshistorier, hvilket er lidt selvmodsigende for Spidsborgeren, men det er fordi følelser og smertepunkterne i livet bliver fortrængt,
men de kommer frem, når spidsborgeren, ramler ind i en livs-krise og indser at han ikke er så almægtig, som han har troet. Her vil ham opdager, at han er offer for egen og andres undertrykkelse. Smerten ved ikke at havde levet, det ikke at har levet sanseligt, passioneret og med lidenskab.
Og selvfølgelig er der mennesker, som sidder fast i dette offer og disse lidelseshistorier, af den simple grund, at de får opmærksomhed, omsorg og slipper for at tage det store eksistentielle ansvar for eget liv.
Søren Kierkegaaard´s Livsstadier
I Søren Kierkegaard´s terminologi har han 4 stadier i livet, og andre steder bliver det også kaldt typer.
Her finder vi Spidsborgeren, Æstetikeren, Etikeren og den Religiøse. I min overlevelse og trivsels model har jeg haft; “Det Reaktive jeg”, “Det autentiske jeg”,
“Det Kreative jeg”, og sidst “Det Essentielle jeg”.
Ganske kort, så er “Det reaktive jeg” egoet, og en reaktiv genudsendelse af hvem vi er, vi kunne kalde det for “Det programmerende jeg”, som er styret af frygt og begær. “Det autentiske jeg” er den vi er, med vores sanselighed og følelser og det at mærke verden og livet. Dette er lidt en blanding af Søren Kierkegaard s Æstetikeren og Etikeren. Herefter har jeg “Det kreative jeg” som skaber sig selv og derved også missionen, som ikke en grundsten, men et dynamisk virke, med et sæt grund leve regler; A la “Jeg vil leve mens jeg er her, for enhver pris”. Endeligt har jeg i toppen “Det Essentielle jeg”, som også kan beskrives som “Det spirituelle jeg”, den spirituelle bevidsthed. Her har Søren Kierkegaard “Det religiøse menneske”, i to takter, enten den dogmatiske, som er fast kirkegænger, eller den lidenskabelige og er hengivet til, at tjene hvert minut. Her er jeg også sikker på at Søren Kierkegaard ville være vild med tanken om spiritualitet som ikke er i et kristent begrænsende rum.
Søren Kierkegaard har Humoristen som en betegnelse hos Etikeren, her har jeg tilladt at tilføjet to typer mere, for at gøre det mere helt, og det er Skaberen og Patrioten, for de er at finde på dette niveau.
Her kommer så Søren Kierkegaard´s 4 stadier.
De 4 stadier
Spidsborgeren:
I den eksistentielle filosofi har vi alle et valg, og ja, selv på dødgangen, i de sidste timer, før vi skal dø, har vi et valg, eller flere valg. Et af dem er, hvordan vi ønsker at gå ind i døden, eller omvendt, hvordan vi ønsker at forlade denne verden. Vi har som menneske, modsat alle andre dyr på kloden, en bevidsthed om os selv, og at vi rummer både bevidstheden og viden om at vores liv former efter vores valg og ikke mindst fravalg. Spidsborgeren er dog ikke bevist, om disse bevidste valg i livet. Det at vi alle er dømt til, at være frie til vælge, hvordan vi ønsker at vi skal leve vores liv.
Det samme kan man sige om “Det reaktive jeg”, eller Egoet, for den skyld, Egoet kan ikke se sig selv, det kan spidsborgeren heller ikke, her er det mere, hvordan det plejer at være, og frygten der holder os på den sti, vi har gået, siden vi kan huske. Spidsborgeren har ikke fat i sig selv, sine egne meninger, egne følelser eller værdier, her er det samvittighed, skyld og skam der har lagt “rammerne” for hvor og hvordan livet “bør og burde leves.
Spidsborgeren, står ikke i forhold til sig selv og er på mange måder er fremmet for sig selv, det som er i spil, er ham imod oververden. Med 3 muligt måder, at gå til verden på, enten i kontrol, eller også er det med ligegyldighed eller føjelighed. Det er her, at det indre landkort er ukendt, det er tomhed, eller spænding som skal afspændtes gennem gøremål.
Æstetikeren:
Der kommer et tidspunkt i livet, hvor denne uafhængige spidsborger får en åbenbaring, ofte gennem en krise, som sandhenden der melder sig chokerende,
oftes som ens ægtefælle, der meddeler at de ønsker at skilles, eller fyring på jobbet, sygdom og død i familien. Her ramler facaderne og illusionerne ned,
alle de gamle vaner og den påtaget styrke, rasler ned. Her begynder han er se, både sig selv og verden i et klart lys, men det er en for stor mundfuld og fortidens smerter værker. Så Æstetikeren er ikke klar til at miste fodfæste endnu, ej hellere moden til, at tage sit fulde ansvar for livet og alle de ansvarlige poster samt handlinger, så han flygter: I arbejde, i interesser, i alle livets lyksaligheder, i sport, alkohol, som en sansejunkie på speed.
Æstetikeren forsøger at proppe sig med alt, for at flygte fra sit ansvar og den byrde det medfører.
Der kommer et punkt, en slags mellemstadie nemlig, hvor “Ironikeren” få en midlertidig plads, og kommer frem ved synet af hvor absurt en forstilling det hele er, som hunden der løber efter sin hale. Ironikeren er sidste rest, af et opgør med fortiden, manglerne, frygten og erkendelsen af meningsløshed, en bittersød erkendelse.
Herefter begynder “Æstetikeren” at tage sit ansvar og udføre handlinger der skaber en accept om sit ‘’jeg’’ og eksistens.
Etikeren:
Dette stadie er Æstetikeren trådt igennem “Den eksistentielle port”, en overgivelse til, at være den han er, med det ansvar, at han alene er ansvarlig for sit liv,
ingen andre, alt er under hans styre. Han vedkender sig, at han skal dø og har et stærkt ønske, om at leve i pagt med nogle dybere værdier.
Det betyder også at rejsen og investeringerne, på at skabe et liv med mening i livet. I denne rejse mod en større mening, som jo også bliver et spirituel behov,
dette giver et skridt til næste stadie. Og som imellem Æstetikeren og Etikeren, er her også et mellemstadie. I dette mellemstadie kommer “Humoristen” til syne. Humorristen kan se igennem alle maskerne, den iscenesatte alvor, som de fleste mennesker og særligt Spidsborgeren, iklæder sig. Humoristen griner, da det hele er meningsløst, og mennesker slås for alle mulige grunde, som er latterlige, for hvis de kendte den eksistentielle sandhed, så ville de ikke slås, men danse, og give los, men det stadig er muligt.
Dette mellemstadie er hvor “Etikeren” griner, men er i konflikt med sig selv, om han blot skal stille sig tilfreds, med at sidde på “livets gynge” og nyde og grine lidt af det hele, eller forsætte sin søgen mod næste stadie, som at stå frem med det som virkelig har en dyb betydning, men som jo kræver, en større blottelse af sit inderste og sårbare sjælelige jeg.
Det religiøse stadie:
Dette stadie som på Kierkegaard´s tid var religiøst, altså at være troende, dette stadie havde 2 veje, den ene var, en person som havde overgivet sig til en fromhed og i Kierkegaard syn, en undertrygt dogmatisk paksis. En kirkegang og bønne-lære som ikke tjente til en levende religiøsitet.
Kierkegaard var oprørsk mod denne form for kirkegang og havde masser af kritik til præsterne, i de forskellige kirker i københavn.
I den anden form som Kierkegaard var tilhænger af, var hvor lidenskaben og det åndelige kom frem i personen, et selvstændigt troende menneske,
som tjente sin tro udenfor kirken og var levende og passioneret. Og uden helt at vide det, så kunne dette være et forbillede, af fortidens Jesus, ikke i bibelsk forstand, men som menneskesønnen, for hvis handlinger og gerninger var menneskelige, næstekærlige, og helt udenfor kirken og de dogmer, der herskede på den tid.
