Vi bliver født som hele mennesker i ren bevidsthed.
Vi er som spæde børn et med hele verden, der er intet imellem det nyfødte barn og verden.
Intet har fået navn for det lille barn, tingene er ikke ting endnu eller blevet til begreber. Alting er i et helt billede så at sige, et paradisisk billede hvor alting er i harmonisk balance som ind og udånding.
Pludselig rammer smerten, det lille barn. Barnet er ikke Et med mor og alting, barnet bliver ikke mødt på alle dets behov, og måske endda bliver barnets gråd ikke hørt, eller overhørt i at mor har egne behov som træthed og fred fra barnets opmærksomheds krævende afhængighed.
Herfra kommer smerten som hyppig gæst for barnet og gennem barnets opvækst. Smerte i at bliver irettesat, tilsidesat, belært om rigtigt og forkert, belært om hvad man kan og ikke kan.
For hver belæring for hvert et begreb om verden og dens deling i god og ond, rigtigt og forkert giver det et lille afsæt i at blive delt væk fra den oprindelige kærlighed.
Deri kan vi tale om kærlighedstab, hvis vi ikke er i direkte kontakt med kærlighedens ubetinget enhed. Så kan vi diskutere om det er et stort tab, eller mange små tab, i alle de delinger af hvad vi er og hvad vi ikke er op igennem vores opvækst. Faktum er, at bliver vi ikke mødt på gensidigt følelsesmæssigt plan, er det et tab, en adskillelse af alle de følelsesmæssige aspekter i vores liv, hvilket er en del af kærlighedens mangfoldighed.
Disse tab bliver til smerte og det er denne smerte, de fleste mennesker skyr som var det lige med døden. Disse tab er altid bundet op af angst, vi kunne kalde det dødsangst, fordi vi ikke kan overleve uden tilknytning til vores mor og far og senere andre med følelsesmæssigt kontakt.
Disse tab hænger som på en tørresnor, bundet op i angst, dette fænomen kalder jeg ofte for angstens korridor, for her hænger alle de svigt, alle de traumer og kasseringer som vi smerteligt har været udsat for gennem livet.
Så lidt simpelt kan vi sige, at vi bliver født hele og så går det ellers ned af bakke, vi bliver til sidst blot en lille forskræmt skygge af os selv. Hvilket betyder at personlig udvikling er vejen tilbage til det oprindelige sind. Vi fortager en rejse gennem smerten og angsten korridor, hvilket medfører en del sorg. Sorg er gensyn både med tabet, smerten og gensynet med de tabte sider og de kærlige følelser.
Sorg er vejen til at forædle smerte til visdom.
