Jeg mistede både tilliden og kærligheden til hende.
Hun var midt i 30erne gudesmuk og omsorgsfuld, og jeg var lige omkring de 5 år.
Hun var min dagplejemor, og jeg var nok forelsket i hende, for hun havde al den tid i verden og kun mig at underholde. Hun havde et nærvær og en latter som var fortryllende.
Jeg er sikker på, at jeg fik alt det fra hende, som jeg ikke fik fra min egen mor, eller nogen anden i min familie.
Hun Boede på 7 sal i et moderne højhus i Rødovre, en bebyggelse med svalegange og en dag havde jeg åbnet døren ud til svalegangen og den fantastiske udsigt ud over byen. Jeg var allerede en habil klatre, så jeg kravlede op og sad på kanten af rækværket. Der sad jeg med benene dinglede udover kanten, og som løvekongens barn Simba, kiggede jeg ud over hele kongeriget, en smuk morgen, og et betagende syn.
Skønheden sluttede brat, da en syngende lussing kom bagfra og væltede mig ned af rækværket. Med præcision røg jeg baglæns og ned på gangen, udenfor hendes hoveddør. Jeg tror også jeg fik skæld ud, men ænsede det ikke, hun havde gjort mig forkert, både skam og skyld skyllede rundt i min barnekrop. Jeg var nok også i chok og vred, for havde hun da ikke tillid til mig? At jeg jo var mesterklatre og hvad skete der lige for denne skønne prinsesse? der med ét forvandlede sig til brutal børnemishandler?
Jeg husker, jeg gemte mig under en seng og kom først ud da jeg blev hentet af min mor, jeg husker intet om, at jeg fik en forklaring af mine forældre, eller noget som gav mig en forståelse af situationen.
Jeg følte mig derimod svigtet og forrådt af det sødeste og rareste menneske, og det var ikke første gang i mit unge liv, hvor jeg fik mærkede konsekvenserne, af mine uforsigtige og nok lidt vilde handlinger, men det var der jeg mistede min sidste rest af grundtillid til voksne, og herfra lod jeg tilliden være hos mig selv.
Det kunne nok ikke være anerledes for mig, som 5 årig ejer man ikke en konsekvens forståelse, eller at kunne rationaliserer at det var sørme godt at jeg bliv reddet ud af denne livsfarlige situation. Så det var en traumatisk oplevelse, som satte dybe spor langt ind i voksenlivet.
Jeg lærte altså ikke noget af denne situation, og dog, jeg lærte, at jeg ikke kunne stole på de voksne, og måske også en stærk empati i at mærke efter i andre, om jeg var i sikkerhed.
I dag ville det ikke kunne lade sig gøre, vi har langt større sikkerhed i og omkring børn, men vi kan ikke beskytte børn mod at støde sig på livet. Forældre har forgæves forsøgt de sidste 30 år, men det ændre ikke på, at børn i dag er langt mere sårbare og udsatte.
Smerten ved at være i livet, er den samme, for det barn som kommer fra et hårdt miljø, som det er for det barn, som er godt beskyttet og skånet på alle måder.
Det er det første chok som rammer et barn, som sætter sig, og selvfølge er det første chok, også det som rammer barnet i det tidligste. Men vi kan ikke beskytte være et barn mod at rammes af chok og smerte. Det er det barnet skal vokse af, og i dag skal børn have noget at vokse af, for verden derude er barsk, og alle børn kan ikke blive boende hjemme, ligesom de ikke alle kan leve af at være prof Gamer. Sorger og glæder følges af, som dag og nat, sødt og surt.
Livet kan altså ikke være lutter lagkage, og hvis det var muligt, så ville vi opleve børn som ikke ville have lagkage. Og i kendskab til det smertefulde, kan vi sætte pris på det skønne, og uden det smertefulde, kan vi ikke sætte pris på det skønne.
Livet er fuldkommen vidunderligt rædselsfuldt
