“Smertefulde oplevelser kan ikke fordøjes, så længe vi er i overlevelsesmodus.”
Smerte er ikke bare uundgåelig, men en del af livets byggesten. Ethvert eventyr rummer en smertelig forhindring, som vi skal overvinde for at lære at håndtere livets vanskelige passager. Når vi besejrer forhindringen, kommer den lykkelige slutning, hvor vi kan leve lykkeligt.
Smertens væsen er derfor en af livets store læremestre. For hvad skal vi lære af livet i sig selv? Livet er os givet, og det, som ikke koster noget, værdsættes sjældent. Det er i bevægelsen, vi finder livet, og hvad kan bevæge os mere end det smertelige? Hvordan kan vi blive medfølende og empatiske uden at kende til både det smertelige og det omsorgsfulde?
Når vi står over for smertefulde oplevelser, aktiveres vores overlevelsesmodus. I denne tilstand er vi fokuseret på at beskytte os selv og håndtere den umiddelbare trussel, hvilket ofte betyder, at vi reagerer hurtigt og instinktivt, uden at have plads til at dykke dybere ned i, hvad der egentlig foregår i os. For at kunne bearbejde og give slip på smerten er det nødvendigt at gå igennem oplevelsen og komme hjem til os selv og vores følelser. Særligt sorgen er den endelige “giv slip”-station, inden vi kommer tilbage til os selv med nye erfaringer. Det er i denne dybde, at vi kan finde mening, lære af det, vi har været igennem, og begynde at bearbejde og integrere oplevelsen i vores liv.
Men hvis vi i vores hverdag er stressede og pressede, er vi allerede i denne overlevelsestilstand, og derved får vi ikke bearbejdet eller fordøjet de svære og smertelige oplevelser. Dette medfører, at vores belastning bliver tungere og til sidst kan føre til et nedbrud. Overlevelsestilstanden tillader ikke denne dybde. Den holder os på overfladen, fanget i det umiddelbare behov for beskyttelse. Det er først, når vi bevæger os ud af denne tilstand og skaber plads til refleksion og følelsesmæssig fordybelse, at vi kan begynde den sande helingsproces. Når vi tør dykke ned under overfladen, kan vi forvandle smertefulde oplevelser fra at være åbne sår til at blive en del af vores indre vækst og udvikling.
Dette sker naturligvis gennem de dybere følelser som sorg og vrede, og særligt sorgen er den forløsende faktor, som frigiver taknemmelighed og frihed. Dette kræver mod, tid og ofte støtte, men det er en nødvendighed, hvis vi ønsker at frigøre os fra fortidens smerte og leve i fuld harmoni med os selv i nutiden.
