Skyld og angst følges af, og styrker hinanden.
Der opstår en Eksistentiel angst, når vi tage ansvaret på os. Når vi opdager, at der ikke er nogen forskrifter, ikke noget der er rigtigt eller forkert. Når vi opdager, at vi er vores egen guide i livet, og kan fejle, både ved at gøre dét rigtige og ved at lade være.
Det at opdage, at retfærdigheden ikke tæller, og det vi troede var guidelines, blot var en systemisk tilpasning,
som bryder sammen ved voksenlivets første smerte-post.
Der hvor illusionerne brister, og vores barne-syn smerteligt erstattes af fortvivlelse, i mødet med virkeligheden.
Vi vågner til meningsløshedens manuskript, som mister sin værdi, fordi det er skrevet i et værn mod grundløse angst,
i benægtelsens nåde, “Det skal nok gå, Du er ung, smuk og stærk”, hvor virkeligheden byder sig til, med at alt forsvinder, og selv de smukkeste bryster, falder og taber terræn, og som det siges “ungdommen er ofte spildt på de unge”.
Og hvad vil det sige at være stærk?, når man skal træde ud i intethed, i det ukendte, det uprøvede. Det er her angsten skælver, og vi opdager, at de gode formaninger ikke holder længere end til første møde med verden.
Og hver dag skal der træffes valg, “skal jeg blive håndværker, eller bogholder? Og er det fint nok? Tænker det unge menneske”. Og når der er truffet et valg, er der utællelige fravalg, som vækker angsten. “Har jeg valgt rigtigt?”, “kunne jeg havde blevet professionel fodboldspiller?”, og tvivlen, som er angstens sladderhank, er den første, som vågner på modstanden mod noget nyt og svært. Og når angsten først er oppe og i gang, så kommer kritikeren og dikterer hvad som skal ske og særligt hvad som ikke er sket, og lige her fødes skylden.
Et barn undfanget af kritikeren og utilstrækkeligheden, plejet af samvittighedens søstre, som visker stille, om friheden, ved at gøre tingene bedre og uden modstand.
Hvis vi bliver hængende, vokser skylden, og vi bygger museum ‘er, til vores ufuldstændige værker. Her udstilles alt materiale, som vidne til vores historiske fald og snublen.
Vi skylder os selv, og vi står i gæld til os selv, for ikke at gøre vores bedste, at vi lader angsten, skylden, tvivlen og skammen sidde med i vores indre bestyrelse. Uagtet om erfaringen fortæller at vi faktisk gør det bedst, sammen med modet, viljen og handling.
Tænk hvis tvivlen og angsten blot er til, for at fortælle os,
at vi er drejet omkring, for at gense det kendte, forført af trygheden og mageligheden, væk fra vores formål og derved har mistet vores mod og vilje…