Skilsmisse er sjældent den rigtige løsningen

Vores ægteskabelige problemer, har ikke sjældent rødder i selve forholdet, men i parternes manglende forhold til sig selv. Derfor er skilsmisse sjældent løsningen.
Derimod kan smerten ved skilsmisse, være den proces som helbreder årsagen til problemerne, men det kan døden også, på samme måde, som andre livstruende begivenheder.

Så lidt provokerende kunne jeg sige, at problemer i parforholdet, er symptomatisk på, at vi ikke har udviklet os i et sådanne omfang, at parforholdet bliver bæredygtigt.

Ægteskabet er en form, en ramme, en måde at være sammen om livet i livet, ja en måde, at transportere sig i livet på.
Og livet er, at stå i forhold til noget, eller nogen, uden at står i forhold til noget eller nogen, mister vi grebet, og det at kunne stå i livet.
Livet er også en bevægelse fra vugge til grav. Poetisk kunne vi sige om livet, at det var en rejse mod livets ende. Hvilket også gør vores partner til en rejseledsager i livet.
Så parforholdet er på alle mulige måder, et godt sted at være forankret.
Parforholdet er også det forhold, hvor vi kan opnå den højeste tilfredshed og hvor de fleste behov kan forløses.
Det er i dette forhold, at det er muligt at komme både i dyb sjælelig kontakt og flyve højest, uden brug af rusmidler.

Det er også her, at vi har lettest ved at være os selv, en væren i nuet og en væren sammen.

Det er også i forhold til denne ramme eller mangel på samme, at der er skrevet og sunget mest.
Det er naturligvis i forhold til kærligheden, lidenskaben og den erotiske glød.

Dette forhold, denne relation, denne form, er så stærkt, at vi er klar til at forpligte os til døden os skiller,
så hvad er dét så der gør, at vi bliver skilt, som vi gør?

Hvis det skal sige det med et ord, så er det fordi vi bliver forstyrrede, at noget driver os i en anden retning.

Noget kommer i vejen, noget forstyrre forholdet, dét at denne ramme (forholdet) ikke bliver fyldt op med den nødvendige energi.
Noget af denne forstyrelse er, at vi er mere yderstyret end, at være styret af vores indre værdier og livsanskuelser.

Dette fokus sættes på plads i vores tidlige år, om vi bliver styrket i hvem vi er og hvad vores behov er.
Hvis vi ikke er blevet mødt på vores følelser og vores dybereliggende identitet, så er det, at vi mest optaget af vores primære behov, samt et ønske om at følge de “koncepter”, der arves og som vi har købt ind på, i de sociale kredse. Som ligge lidt i den sociale arv, som i “få dig et job, en kæreste, børn og et lille hus og vær glad”.

Så hvis vi ikke er forankret, i god kontakt med vores indre, vores autentiske jeg, vores følelser, ja så er vi mere i frygt og usikkerhed. Vi står så at sige; ikke i forhold til os selv, men i forhold til “overlevelsens primære behov”,
som jo er tryghed og sikkerhed.
Det betyder, at vi ofte ikke føler os nok værd, hvis vi ikke har en partner. Altså i en, “Hvis jeg kan få en kæreste, så er jeg værd at elske”, eller, at behovet for at blive bekræftet af en kæreste, hvilket kan have stor magt over os.
Denne yder betingethed, at mit værd er først rigtigt noget værd, hvis jeg har en kæreste.

Dette lavt selvværd gør, at vi ikke ordenligt har fat i os selv,  hvilket gør det vanskeligt at står ordenligt i forhold til en partner.
Lidt enkelt kan vi sige, at vi får ikke et bedre forhold til en partner end forholdet til os selv.
Dette gør at parforhold ikke udvikle sig, men at partnerne ubevidst for brugt parforholdet, til at styrke sit ego og langsomt dør parforholdet, fordi vi glemmer at give og investerer i hinanden, i oplevelser og ægte udvikling.
Der er flere variationer over disse parforhold, som ikke helt har rod i den følelsesmæssige kontakt.

1. Den trygge havn
Hvis vi ser parforholdet som den trygge havn, så kan vi se parforholdet som en “redning” og heri danner vi forhold til vores partner, men hvis det hviler på et usikkert forhold til sig selv, så mister vi os selv over tid.
Formen, institutionen parforholdet bliver mindre og mindre. Det betyder at der er mindre liv og dynamik i forholdet, hvilket er mere end en sandhed, for livet findes ikke i forholdet. Livet i parforholdet er noget der skabes, af to individer og dynamikken kommer af en grad af forandring og fornyelse. Men hvis vi har taget parforholdet til os som en tryg institution, ja så svinder passionen ud, sammen med lidenskaben og alt hvad som i virkeligheden gjorde, at vi i første omgang, at vi var klart til at følges af til døden.

En anden form som parforholdet lider under, er at partnerne dyrker forskellighederne.
Vi er modsætninger, vi er meget forskellige, høre vi tit i parterapien. Ja og der er noget helt essentielt i,
at modsætninger tiltrækker hinanden, men hvis vi lukker af for at blive påvirket af hinanden,
så er det at forskellighederne bliver identiteter.
Forstået på den måde, at holdningerne bliver stereotype, at vi får lavet skyttegrave, du er sådan og jeg er lige modsat. Det bliver den måde, vi kan holde fast i os selv på, for ikke at ligge under for den andens magt og indflydelse,
så jeg har en modstand mod det du står for, og så kan jeg nemmere være mig og noget andet end dig.
Man kalder det også “polarisering”, at man bliver hinandens modpol, hvilket også sker i parforhold, hvor man ikke er forankret i sig selv, men mere i frygt for ikke at miste kontrol og herredømme over sit liv.
Det er  en måde at navigere på, at være noget den anden ikke er og derigennem kan jeg skelne hvem jeg er.
I virkeligheden er det også, fordi der er blevet lukket af for følelserne og jegfølelsen, vores indre kendskab til hvem vi er, hvad som er værdierne. Ingen af partnerne har fat i deres vigtigste værdier, det er mere ret og pligt, rigtigt og forkert. Det er et forhold med skyld og bebrejdelser og “friheden” findes kun hvis du er den skyldige, og den som fejlede.

Dette forhold slægter det polariserede parforhold på, her sker polerne bare som i at den ene tager et overdrevent ansvar men den anden tager sine friheden gennem ansvarsfrihed.
Det er her at den ene bliver den voksne, og helt voksen er det ikke, mere en overmoden af slagne, da det bliver til et døgnpædagogisk projekt, hvor der hele tiden er opgaver der skal løses. Og den anden partner bliver umoden og holder på sine egne interesser, og derved kommer parforholdet altid i anden række. Og her vil partneren med hang til at agere forældre, altid blive tilsidesat, vraget, til fordel med vennerne og andre lyst-programmer.
Det bliver til et kontrol-drama hvor forældre partneren hele tiden bliver den styrende og den anden forsøger,
at kommer fri af dette dominerende spil.
Det er lige opslidende for begge parter, da den ansvarsløse jo ikke trives trods forsøget på friheden, da der er meget skyld og utilstrækkelighed forbundet med denne rolle. Og den overansvarlige er heller ikke tilfreds med sin rolle, for den er nedslidende og der er tab af behov, kærlige pauser og nærhed.

4. Værnepligten 
Dette forhold står ikke i forhold til hinanden, men står i forhold til pligterne og forpligtelserne. Det er “slægtgårdens” aftagere, det er her man bliver gift ind i en tradition eller et forhold hvor der er pligter og masser af usagte krav som man forsøger at leve op til. Det er nødvendigvis ikke godsejerne, eller slægtsgården som er på på spil, men bare et forhold, hvor der er masser af krav til sig selv og sine omgivelser. Det er også lidt falske værdier, som er på spil, eller arvede værdier, altså nogle stramme tillærte discipliner, fra forældrene og bedsteforældre mv.
Her er man forpligtet i masser af gøremål og måske kan parret slet ikke slappe af, men altid er på projekter.

Det er behovene som bliver undertrygt og måske særligt seksualiteten der bliver undertrygt, samme med nærhed og kropslighed.
En af grundforholdene for disse partnere er, at de hver især er stærke i deres engagement og selvstændighed.
Lidt populært kunne de sige, “jeg har ikke brug for nogen eller noget, jeg kan klare mig selv”, deri har de fundet hinanden som et stærkt match.

Dette parforhold er lidt komplekse i deres svingninger, for dét skal svinge og det skal svinge på den rigtige måde, på det rigtigt tidspunkt, ellers er det ikke rigtigt. Og hvis det ikke er rigtigt, så er det den andens fejl, med sårede følelser til følge, og det bliver nemt at blive såret. Begge parter bestræber sig på at gøre det ypperste, de har lært, og lige det og også det som går galt, fordi de har ikke lært så meget. De er drømmere og de har naive og utopiske forventninger til hinanden.  De er børn på sukker-rus, det er de glemte børn og de lidt urolige børn, som er blevet lidt voksne, eller har et stærkt behov for at blive voksen og blive helt gennem den anden.  Det er så her at projektet bliver svært, for vi kan ikke gøre den anden hel og vi kan ikke læge de uelskede sår på vores partner. Vi kan være med i healings-processen, ved at være der for den anden, -i den proces det er, at åbne op for de uelskede sår, men det kan ikke gøres gennem masser af ønsker, for det perfekte liv, som hvis vi bare elsker nok, så skal det nok lykkes.
Frygten nedeunder er nemlig en dyb frygt, for at blive kasseret og vraget, og sulten er at blive elsket helt inde på den vi er og ikke hvad vi gør for den anden.

Fælles for disse frygt-betingede forhold, er at det kræver at begge parter, arbejder med deres selvstændighed og det at kunne mærke, følelser, behov, grænser og ikke mindst øvelsen i at tage ansvar for livet og parforholdet, og alle andre forhold i livet.