Skammens Kloster
Når vi gennem frygt, holder os på sikker grund, usikker på hvad hvad vi kan tillade os og hvordan vi skal fremstå, så danner der skel mellem den vi er og vores ideelle jeg.
Jo mere vi ønsker at være vores ideelle jeg, jo mere er vores autentiske jeg forbundet med tabu og skam.
–
Skammen danner et værn omkring vores sårbare og vores spæde sande jeg.
Et selvisoleret kloster, hvor skammen sidder i murene, og gamle spøgelser hvisker om fortiden utilstrækkeligheder og ubetænksomme øjeblikke.
–
Isolation i skammens kloster, er en livslang straf for ikke at høre til de dannede og fine klasser, men misfarver af utilstrækkelighed, eller uopdragent opførsel.
Noget som bør tugtes, straffes , for ikke at afsløre skammens modermærke.
–
Ensomheden i at været fanget i skammens kloster, er konstant, for ingen kender dig og dine mærker og ar på din nøgen og frie krop.
Ingen kommer dig nær uden at skulle gå igennem “Hall of Shame” den store entre med monumenter af skammende oplevelser hugget i granit.
–
Skammens mure består at en overbevisning om at ingen går forbi dette rædsel af dine oplevelser og ingen vil kunne rumme og salve disse sjælelige sår af dine og samtidig vil kunne elske dig ubetinget.
“Skønheden vil aldrig kunne trænge igennem disse mure, hverken udefra og ind, eller indefra og ud i friheden.”
