Skam er kommet i fokus i disse år, hvilket er noget af et paradoks, fordi vi er kommet meget langt væk fra den sorte pædagogiske opdragelse og børn sættes i verden for at blive elsket.
En af årsagerne til stigning af skam, skal søges på flere niveauet, et niveau er vores sociale scene, der hvor vi mødes, disse møder stikker ikke længere så dybt, som tidligere, hvor vi havde få men nære relationer.
Det betyder, at vi rammes lettere på skam på vores indre følelsesmæssige landkort, da skammen ligger lige under huden på vores “sociale jeg” (selv-iscenesatte jeg)
Det at vi er blevet lidt mere privat i mødet med andre og for os selv, gør at vi har flere skjulte sider/skygger på vores indre landkort.
Sagt på en anden måde, at jo større skellet er imellem vores “sociale jeg” og vores “virkelige jeg”, jo større er chancen for, at blive ramt i, at være noget andet, end det vi forgiver at være. Og det er her skammen bor, mellem vores stræben/forgive at “vi er noget” og vores naturlige og autentiske jeg, med de iboende indre skyggesider.
Det kræver dog, at vi kender til skam og er blevet skammet. Derved kan vi blive ramt, når vi bliver “opdaget”, når nogen peger direkte på os, med en vurdering, en dom eller andet, der trykker på gamle skamfulde oplevelser.
Sagt på en anden måde, at når vi er forankrede i vores eget værd, det at have en sund tro på, at vi er grundliggende et godt og værdigt menneske, kan vi sagtens rumme andres dom på os, uden af vi bliver ramt. Dette forudsætter, at vi ikke er skammet til i vores barndom, eller er kommet igennem det, gennem bearbejdelse af fortidens hændelser.
Det er, når vi er mere optaget af vores selv-iscenesættelse, og dét at forsat leve op til nogle høje idealer, som det “krævede i fortiden” for at føle sig elsket, fremfor,
at være dén vi er, på godt og skidt. Det er her vi er på usikker grund og vi bliver mere sårbare, og har vi skam i fortidens erfaringer, ja så er det nemmere at gen-aktivere skammen.
Et andet niveau, som gør sig gældende, som bringer skammen i spil, i forhold til vores børn og unge. Mere end nogen sinde får de at vide, af deres forældre, at de er elsket og højt værdsatte, men hvis de bliver sat højere end forældres egen tilgang til eget selvværd, så bliver børnene sat op på en piedestal og derved er de “holdt” i at være noget de ikke er, nemlig “mere værd” end forældrene. Deri skaber vi en falsk identitet for dem, når de her bliver dyrket som konger og dronninger.
Hvilket er et utilgiveligt skjult krav, som de ikke kan leve op til. Det er dét som gør dem psykisk sårbare, resultatet bliver ofte, at de bliver passive, uselvstændige og usikre på, hvem de i virkeligheden er.
Og skulle de forsøge sig, i at slippe tøjlerne ved at være naturlige og vilde børn, vil en mulig skideballe, have en stor chance for, at de bliver hårdt ramt med skam til følge.
Denne forgudelse og misforstået kærlighed gør børn særlige sårbare, netop fordi at de ikke kender manuskriptet på “Gudernes formål og virke”, andet end blot være skønne og lækre børn. Det ses tydeligst, at vi har hele generationer, som ikke helt, ved hvad de ønsker at blive til, hvilken uddannelse de kunne tænke sig. Da skellet mellem at “være noget helt særligt”, og det at skulle bidrage, med noget som føles svært og nybegynder-agtigt, foruden, at blive til noget som skulle fortsat holde forældrenes stolthed i hævd, er angstprovokerende og fuld af fare for, at fejle og derved også være en fiasko.
Det er i dette usikre og angstfyldte felt, at en vurdering på at være forkert, latterlig eller andet, man ikke ønsker at blive set som, skaber skamfølelsen.
Skam er forsat at forsøge at leve op til nogle imaginære idealer, som ikke kan integreres og praktiseres autentisk.
Skammens fysiologi.
Skam, skamfølelse, en af de rædselsfulde følelser, som kommer ind over os, overskygger os, eller nærmere overskyller os, for det er som en væske som skyller igennem kroppen, ofte fra vores ben op igennem kroppen og ender i hovedet, med rødmen til følge. Det er som en kold ild, og en varm væske på samme tid, en forkerthedsfølelse, en kortslutning. Det sker når vi rammes på, at skulle være noget andet end det vi er, at “være bedre”, “mere korrekt”, end det vi tror vi er. Intet kunne være mere forkert, vi er nemlig helt i orden.
Det sker dog altid i mødet med andre, det er nemlig tæt på umuligt at fremkalde skam alene, dog kan vi genkalde os en situation, hvor vi har været sammen med andre og i det møde har været ramt af skamfølelsen, og derved genkalde os denne ubehagelige følelse (alt hvad der har været oplevet, kan genkaldes).
Hvis vi tager den fra toppen af, så er både skam og skyld sat i barndommen. På det følelsesmæssige kort, kan det siges at skyld er hvor du er trykket på dine handlinger, at du er blevet skændet, for at gøre noget forkert, skam er når du er blevet skammet, at du er blevet gjort forkert. Ikke nok med det, men at dette “skam dig”, fik lov til at hænge i luften, at skammens dommer (den voksne) ikke kom tilbage og satte ord på, at vi som barn er ok, men at det var den voksne der overreagerede, og at barnet var elsket. Det er her at skammen sætter sig som en hinde om det indre landskab, en kåbe, et hegn med stød, som man rammer, hvis nogen kommer tæt på at grine af en, eller vurdere en ud fra et andet billedet end ens eget selv-billedet.
Både skam og skyld er brud på tryghedens forbundethed til mor og far, og både skyld og skam er fyldt med angst, da når det rammer, denne skælden ud, giver et chok, et brud på tillidens bånd, et stykke frit fald i adskilles, en kassering fra flokken.
Skammen i dette nedslag bliver en slags ud af kroppen oplevelse, i chokket ryger man ud og får øje på sig selv med dømmende øjne, dette fordømmende og udskammende øjeblik, bliver en sandhed for den ramte, og i overlevelsens navn skærmer og kapsler denne kasserende skam-angst en hinden omkring vores sårbare selv, vores kerne i en beskyttet tilstand, og herfra rejser vi os op af chokket, i en mere “jeg skal tage mig sammen udgave af mig selv“, hvor vi altid er lidt i alarmberedskab, fordi at chokket, sidder som en “undertrøje” hæklet ind med skam og angst. Det betyder at vi kommer tæt på hvem vi er, i en vinkel vi ikke selv har accepteret eller kender, ja så rammes vi af skam, vi blusser og rødmer. Skammen tænder sit nødblus, og som røg eller strøm skyller skammen igennem os.
For nogen er skammen en hverdags kost, hvor de bliver skammet, hånet, ydmyget og denne angstfyldte skam-kåbe bliver efterhånden til et rum i os, et lager af ydmygelser og foragtfulde scener, hvor far, mor eller begge får afløb for deres eget mindre værd ved, at gøre barnet til offer for alverdens ikke duelige gerninger.
Her bliver det en større hal af skamfulde minder, som ustandselig hvisker “du duer ikke til noget” “bare vent til at de opdager hvem du er, så forlader de dig”.
Det behøver dog ikke at være en så skændet og hånet barndom, for at skammen sætter sig. Een gang er nok, på det rette tidspunkt, eller mere korrekt, på et meget uheldigt og sårbart tidspunkt, og som trumf, efterfulgt af en alenehed, en straf alene på værelset, i seng uden et kærligt godnat. Så er skaden sket og skammen kan følge en resten af livet.
Lidt skam eller store depoter af skamfulde oplevelser fra fortiden, kan naturligvis arbejdes væk gennem psykoterapi. En del af arbejdet, bliver at blive et selvstændigt menneske, der tør stå ved sig selv, uagtet, om man er med andres øjne i orden eller ej. Det er at komme i kontakt med de mere autentiske følelser, sorg og vrede er med til at smelte skammens forfrysninger ned. Det at træde ud af sit “jeg skal tage mig sammen udgave af mig selv” og turde, at blive lidt mere fandenivoldsk.
Det at bryde med de normer, dogmer og regler samt forskrifter på hvordan et ordentligt menneske skal se ud, et brud med flinkeskolen, ja nærmest at sætte ild på denne “pligtskole”. For det er et opgør med burde, måtte og skulle passe ind i net af normer, som ikke kan lade sig gøre. Et oprør med forældre og andres fordømmelser og udvikle modet til at være klar på hvad som måtte komme af vurderinger og latterliggørelser, for ikke at glemme mobninger.
Så et opgør med skammen er, at gå a ”walk of shame” igennem “Skammens Haller”, med oprejst pande, at gense disse skamfulde oplevelser, det at rive dem ned, disse monumenterne, at sige “føj hvor vover du at skænde et barn”, til de imaginære overgrebs forkyndere. Det at blive sin egen vogter og beskytter gennem disse haller, at både møde tabet af “barnet”, “uskylden”, at møde sorgen, i at miste sig selv, i en alt for tidlig alder, og endelig give los for vreden, over disse krænkelser.
Et ikke nemt arbejde, men et meningsfyldt et af slagsen, og uanset hvor gammel man er, når man begynder at rydde op i fortidens urolige arkiver, så vil mødet med en dybere kærlighed, altid overskygge tabet af kærligheden. Det er her det kristne budskab, at kærligheden overvinder alt, både giver mening og er sandt.
