Skam

Skam er dette årtiers ulidelige følelsestema, aldrig har der været skrevet så meget om skam, aldrig er vi blevet skammet så meget ud i medierne. Selvfølgelig kan man tale om hvert årti har sin mentale sygdom, sit tema og nogle temaer holder mere end et årti, stress og fedme har sat sig måske et et århundrede.

Men hvorfor skam? i et tid hvor vi skulle mere oplyste og mere bevidste om at vi jo er i orden som menneske og børn er mere end nogensinde i historien, ønskebørn og bliver elsket og beundre, og ja bliver det vigtigste i forældrenes liv.

Skam er individualismens mentale sygdom, som smitter gennem fordømmelse og dyden løftede pegefinger.

Skam er i sin grundform en identitet slået fast gennem i det at være forkert.

Det at skulle havde været noget andet, en grundlæggende skuffelse i ikke at leve op til forventningerne.

Skam er forældrenes utilstrækkelighed overført til barnet, en forhåbning om, at det få et barn skulle gøre en ende på utilstrækkeligheden,  et bristet håb afløst af skuffelsen på at barnet ikke indfrier håbet, men kun skaber yderligere begrænsninger og forstærker utilstrækkeligheden.
––

Skammens væsen er født i skyggen af skønheden, livet og kærlighedens gaver.

Skammen er betinget af manglende accept, en evig frygt for den forkastelse som blev givet i stedet for accept og kærlighed.

Skam er isolationens tremmer,  ensomhedens dom på ikke at høre til, ikke at være værdig blandt menneske relationer.

Skam er i sin overlevelse, at forblive et ufuldkommenhed menneske, det at forsøge at forblive noget, som intet menneske kan være, nemlig fri af fejl og fordømmelse.

Det at forsøge at være noget man ikke er, et fejlagtigt forsøg på at fremstå perfekt og ubesmittet, for skammen er netop at være smittet af utilstrækkelighedens hammer, slået fast der hvor ret ryg og holdning skulle stå rank.

Skam er et knæk på kærligheden, livets og frihedens flydende ubesværet væren i verden.

Skammens endelige kommer gennem accept, af alt det fejlbarlige, det uperfekte, det ufødte i dig, det at tillade dig selv at være en idiot,
en klovn, uretfærdig og urimelig, fordi det at være et fuldkomment menneske er alt det vidunderlige rædselsfulde…