Skam

Skam er individualismens mentale kønssygdom,

som smitter gennem fordømmelse og dyden løftede pegefinger.

Skam er i sin grundform, en identitet slået fast igennem det at være forkert.

Dét at skulle havde været noget andet, en grundlæggende skuffelse i ikke at leve op til forventningerne.

Skam er forældrenes utilstrækkelighed overført til barnet, en forhåbning om,
at det få et barn skulle gøre en ende på utilstrækkeligheden,  et bristet håb afløst af skuffelsen på at barnet ikke indfrier håbet, men kun skaber yderligere begrænsninger og forstærker utilstrækkeligheden.

Skammens væsen er født i skyggen af skønheden, livet og kærlighedens gaver.

Skammen er betinget af manglende accept, en evig frygt for den forkastelse som blev givet i stedet for accept og kærlighed.

Skam er isolationens tremmer,  ensomhedens dom på ikke at høre til, ikke at være værdig blandt menneske relationer.

Skam er i sin overlevelse, at forblive et ufuldkommenhed menneske, det at forsøge at forblive noget, som intet menneske kan være, nemlig fri af fejl og fordømmelse.

Det at forsøge, at være noget man ikke er, et fejlagtigt forsøg på, at fremstå perfekt og ubesmittet, for skammen er jo netop at være smittet af utilstrækkelighedens hammer, slået fast der hvor ret ryg og holdning skulle havde stået rank.

Skam er et knæk på kærligheden, livets og frihedens flydende ubesværet væren i verden.

Skammens endelige kommer gennem accept af alt det fejlbarlige, det uperfekte, det ufødte i dig,

det at tillade dig selv at være en idiot, en klovn, uretfærdig og urimelig,

fordi det at være et fuldkomment menneske er alt det vidunderlige rædselsfulde…