Selvtillid eller sygdom

Selvtillid eller sygdom
selv-iscenesættelse ellers selv-udvikling ?

Vi lever i en tid hvor alting deles og splittes af, for meget eller for lidt, ond eller altruist, sandt eller falsk. Det er alle mod alle og mest mig og mit, vigtigst og først.

Det er rigtigt, at vi er nød til at tage ansvar for os selv før alt andet, det er en naturlov, det er grundloven for eksistens.
Men det er i dag et todelt sværd, hvor på den ene side er en sygdom, hvor facit er; “for mit eget værd og min egen nydelse”,
og på den anden side er, “jeg er nødt til at passe på mig, for at være der for dig”.

For der kan ikke være et mig uden dig, jeg findes ikke, og jeg kan ikke eksistere uden et vi. Min eksistens er meningsløst og nytteløst, hvis jeg kun skulle leve for mit eget værd alene. For hvad er jeg værd uden kontakt med andre?

Uden andre kan jeg være kejser eller slave, dertil er det alene mine tanker der sætter rammen for hvilke klæder jeg kan iklæde mig.

Uden andre lever jeg i isolation, i mit eget bur, et bur hvor symptomerne er tungsind, sorg, længsel, ensomhed, en liste så lang og dog så velkendt med moderne diagnoser, de fleste fætre og kusiner til angst og depression.

Vores måde at takle vores isolation på er lige så kreativt som vores selv-iscenesættelse fra kejser til slave. Vi dulmer og bedøver os fra sprut til motion, søde sager og Netfix til kalender-fascisme og det at arbejde sanseløst og nådesløst mod ukendte mål.

Resultat stress og livsstils-sygdomme, nye sygdomme opstår, nye diagnoser kommer til.

Årsag=  “jeg har råd til at dope mig med ego forlystelser, trøst og forsagelser”.

Mennesket er ikke sygt, men vi lever i en syg verden som er menneskeskabt, ligesom vores eget selv-skabte bur, Mennesket er ikke stresset, men stresser sig selv.
Som menneske er vi ikke en ø, men et land, et folk som blade på træet og dog frygter vi værre end døden, at åbne vores hjertet for et andet menneske,
det at tage ansvar for at vi har brug for hinanden, at dyb social kontakt er livsnødvendigt, at jeg ikke er noget værd uden dig.

Egoet er tomme klæder som blot er en beskyttelse mod denne frygt, frygten for at blive kasseret, frygten for at fejle.
Med en overbevisning om, at jeg er noget i mig selv og at jeg har ikke brug for nogen eller noget.

Sandheden er at jeg kan kun være mig i mødet med dig.