Selvtilfreds

Hvornår er vi tilfredse med os selv?

og er det muligt, at være selvtilfreds uden samspil og dét at være virksom i verden?

Selvtilfredshed må være koblingen mellem at være menneske og det at være virksom i verden. En kombination af, at være i verden og samtidig være tjenende. Altså summen af at være og  gøre sig gældende i tilværelsen, at vi har opnået noget ønskeligt, at  vi har opnået et givent mål, et ønske i at være og bidrage.

Jeg kunne være fristet af, at kalde det for resultatet af “Den vi er blevet”.

Altså, at vi er lykkes som menneske, at vi har opnået vores egen anerkendelse, vores egen agtelse i at eksisterer.

Det; at vi har fået en vigtig rolle at spille i livet, ikke blot i vores eget liv vores egen verden, det er nemlig en selvfølge, en drift som høre overlevelsen til, som ligger udenfor vores daglige måde at være til på.

Så der er stor forskel mellem at være vigtig i overlevelse, dertil har vi vores overlevelses-drifter og her vil vi opdage at vi er stærk nok til at slå andre ihjel, for at overleve og i at spille en vigtig rolle i verden.

Så når vi taler om selvtilfreds, så er det ikke i overlevelse, men i trivsel og i det gode liv og her er vi nødt til at være virksom, for at kunne opnå en selvtilfredshed med os selv. At vi virker som menneske, at vores virke er, at være menneske med de værdier og kvaliteter vi subjektivt, vi anser for at være værdifulde, i de forhold vi har valgt at være i.

Dette har en del med dannelse at gøre, at vi er blevet gode nok til være i verden, at vi skaber værdier ud fra vores eget etiske kompas.
Som er de værdier vi sætter pris på, de værdier vi har gennem vores dannelse har stræbt efter, og som på et tidspunkt, ikke længere er ydre punkter, men er værdier vi praktiserer ud fra.
At vi lever vores menneskeværdier ud, at vi ikke længere stræber efter at blive noget, men ER noget i forhold til verden.
at vi har skabt balance i vores eget forhold mellem at ønske noget og byde ind med noget.

Det er dannelses pris, at vi mister den vores ønsker at være, for at blive den vi er, med tilfredshed til følge.

Det betyder ikke, at vi ikke ønsker at stræbe yderligere, at der ikke er ønsker og drømme for, at skabe yderligere vækst og mål i livet, men ganske enkelt, at vi er tilfredse med det vi har og det vi har opnået.
Herfra er det med en ret stræben, som det hedder indenfor buddhismen, ret stræben, er at stræbe efter det rette, og at vi ikke stræber med sult eller begær, men at vi altid er på vej mod destinationer på livet rejse. Dét, at tage livet med en appetit på at være og gøre i verden, for i det øjeblik vi vi ikke længere er virksom og at bringe os i spil med vores medmennesker, samt i den måde vi tjener os i verden, så mister vi langsomt værdierne, og tilfredsheden.

Det betyder, at når vi er dannet som menneske, så er der er 2 måder at tjene os på, den ene er at tjene til føden og livets opretholdelse, den anden.
at stille sig til tjeneste, eller at tjene for et større formål end blot sin egen overlevelse.
Og tilfredsheden må være den mønt vi får i kassen, når vi tjener med formål og det at gøre gavn som menneske.

Tilfredsheden kunne vi bruge som et kompas, til at holde os virksom for det rette, og den rette balance i livet. For hvis mageligheden tager over, som der er en stor chance for, vi er kommet “hjem i os selv”, når vi ikke længere jagter det vi tror gør os lykkelige.

Mageligheden kan nemt overtage tilfredsheden, da de til forveksling kan ligne hinanden, men mageligheden er ikke betinget af at være virksom, men en tilstand af passivitet, som søvnen.

Både tilfredsheden og mageligheden er spillere som høre til på “Det gode livs betingelser”, at vi har nok, at vi er mætte og vores basis-behov er tilfredsstillede.

Begge spillere er vigtige spillere, de har dog hver deres dynamik, den ene aktiv og betinget af at være virksom, den anden en tilbagetrækning, en hvile, en pause.

Jeg fristes til, at sige som udånding og indånding, som nat og dag, tilfredsheden er at bringe sin ånd i spil og mageligheden at trække sig tilbage.

Mageligheden er dog altid en adskillelse mellem sig selv og verden, og kommer vi ikke i samspil med verden, som i at være virksom, så giver det plads til at frygten kan kommer ind imellem jegét og verden, og derved at spærre af for at være virksom i samspillet med verden, det er her vi kommer til,
at passe på magelighedens præmisser, og her er det ikke længere muligt at være selvtilfred, men vi bliver bange for at miste det vi har.
Et kæmpe paradoks fordi vi netop i mageligheden har mistet os selv og at ånden ikke længere tjener os, og vi ikke længere tjener verden.