Vi har en forventning om at vores velfærdsstat og retssamfund tager hånd om os og passer på os.
Desværre opdager vi for sent, at det sikkerhedsnet ikke er spundet til os.
Vi bliver vrede og ser systemets fejl og mangler, dog først når virkeligheden rammer os, gennem krise og uheld.
Vi mærker uretfærdigheden og finder systemet koldt og aldeles fjendsk og vi føler afmagt og desillusioneret.
Desværre ser vi ikke hvordan vi har misted vores egen magt, ved at fjerne os fra mennesker som kunne have indflydelse på vores trivsel.
Vi har de sidste 30/40 år valgt frihed over relationer, og vi har valgt at være herre over vores egen trivsel.
Et valg om at være selvstændig og ikke være afhængig af andre. en selvstændighedsproces som svare til et udviklings niveau som børn i 3-4 års alderen, som vil og kan selv.
Selvstændighed betyder ikke at klare alting selv, men at kunne være sig selv i mødes med andre.
At selvstændiggøre sig, er at slipper forventningen til en mor og far klare tingene når de bliver svære.
Det at blive voksen eller mere korrekt; modnes med ansvar for ens sundhed og trivsel, som i allerhøjeste grad indbefatter tætte relationer, og et godt netværk, som er der for en, når det gælder og at vi selv er klar til, at smide hvad vi har i hænderne, for at hjælpe dem, som har brug for os.
Tætte relationer er trivsel og sundhedens absolutte, og har vi det, så er vi modstandsdygtige overfor stress, angst, depression, ensomhed, misbrug og meningsløshed, og vi vil kunne overkomme de store kriser uden forventninger til nutidens mor og far, “Stat og kommune”.
Det vi mangler er næste udviklings niveau, hvor vi modnes til at blive “teenager”, hvor vi har lysten til at udforske andre mennesker, mulighederne, kroppen, drifterne og det at se hvor langt vi rækker og kan gå, med modstand og kamplyst mod uretfærdighed. Så vi kan komme videre fra uvidenhed, frygt, kræsenhed, “mig og mit”, “dem og os”, kropsforskrækkelse, sure opstød og forurettethed.
Vi har en forventning om at vores velfærdsstat og retssamfund tager hånd om os og passer på os. Desværre opdager vi for sent, at det sikkerhedsnet ikke er spundet til os.
Vi bliver vrede og ser systemets fejl og mangler, dog først når virkeligheden rammer os, gennem krise og uheld.
Vi mærker uretfærdigheden og finder systemet koldt og aldeles fjendsk og vi føler afmagt og desillusioneret.
Desværre ser vi ikke hvordan vi har misted vores egen magt, ved at fjerne os fra mennesker som kunne have indflydelse på vores trivsel.
Vi har de sidste 30/40 år valgt frihed over relationer, og vi har valgt at være herre over vores egen trivsel.
Et valg om at være selvstændig og ikke være afhængig af andre. en selvstændighedsproces som svare til et udviklings niveau som børn i 3-4 års alderen, som vil og kan selv.
Selvstændighed betyder ikke at klare alting selv, men at kunne være sig selv i mødes med andre.
At selvstændiggøre sig, er at slipper forventningen til en mor og far klare tingene når de bliver svære.
Det at blive voksen eller mere korrekt; modnes med ansvar for ens sundhed og trivsel, som i allerhøjeste grad indbefatter tætte relationer, og et godt netværk, som er der for en, når det gælder og at vi selv er klar til, at smide hvad vi har i hænderne, for at hjælpe dem, som har brug for os.
Tætte relationer er trivsel og sundhedens absolutte, og har vi det, så er vi modstandsdygtige overfor stress, angst, depression, ensomhed, misbrug og meningsløshed, og vi vil kunne overkomme de store kriser uden forventninger til nutidens mor og far, “Stat og kommune”.
Det vi mangler er næste udviklings niveau, hvor vi modnes til at blive “teenager”, hvor vi har lysten til at udforske andre mennesker, mulighederne, kroppen, drifterne og det at se hvor langt vi rækker og kan gå, med modstand og kamplyst mod uretfærdighed. Så vi kan komme videre fra uvidenhed, frygt, kræsenhed, “mig og mit”, “dem og os”, kropsforskrækkelse, sure opstød og forurettethed.
