Der bliver talt en del om, at vi er for meget optaget af vores egen selvrealisering, og vi skal være mere optaget, af hinanden og mindre fokus på os selv.
Men det er ikke selvrealisering der er noget galt med,
det som er galt er selvoptagethed, der er en væsentlig forskel.
Det er selvoptagethed, som hindre vores sociale sammenhold og samvær. Det hindre også vores selvrealisering, som egentlig er vores modning som menneske.
Selvrealisering er faktisk smertefuldt og betyder egentligt sammenbrud før gennembrud,
for egoet må lade livet, for at vi kan træde frem som menneske. Og denne proces kan ikke lade sig gøre, uden at andre ér der for en.
Vi kan heller ikke være der for andre, hvis vi ikke kan “være”, i os selv.
Når vi har fat i os selv, behøver vi ikke at skulle iscenesætte os, bringe vores evner og færdigheder ind i enhver samtale.
Der er heller ikke noget at skulle forsvare,
for egoet og egoets evige frygt og bekymring er død.
Den buddhistiske lære siger det så smukt!;
“Buddhas vej er at kende sig selv;
at kende sig selv, er at glemme sig selv;
at glemme sig selv er at blive oplyst af alle ting”
