Vi kan ikke undgå nederlag.
Vi skal heller ikke indrette os, sådan at vi bliver urørlige og forskanset for ydeligere smerte, ved nederlag og bristede forventninger.
Vi skal altid sørge for at vi har fat i vores højeste værdi og dyrke det som gør livet værd at leve.
Vi kan miste vores elskede, men kærligheden er større end tabet af det liv som mistes.
Kærligheden til livet er større end det liv som mistes.
Det er troen på at livet er evigt og vi ikke behøver at tage livet i hænderne i nuet, som er smerteligt,
det er dét liv, vi ikke har levet som gør ondt, for taknemmeligheden for at få en time mere er større i at få den, end ved at opdage at den er slut.
Jeg har mistet det dyrebareste et drengebarn kan miste, nemlig ens far, som beskytter og som lærer af alt det man ikke kan.
Men det var tabet af dét, jeg ikke nåede at få fra ham som til stadighed gør ondt. Det var drømmen om dét liv som lå i forventningens manuskript og et barn har ret til at forvente det gode i livet.
Det er desværre i barndommen vi få lukket af og forskanser vores barnehjerte, det er først som voksen, vi skal våge at knuse den “skal” der beskytter vores alt for sårbare sjæl.
Ligesom dét er som voksen, at vi er nødt til at kikke på, om vores barneforventninger stadig lever inde bag forskallingen.
Det er vores barndoms forventninger som ikke blev indfriet, som gør at vi ikke får taget ansvar for livet som voksen.
Desværre kommer vi til at gøre det ved os selv, som vi blev udsat for som barn, nemlig dét,
ikke at få taget hånd om vores inderste behov, som nærhed, kærlighed, det at blive set, hørt og accepteret.
