Når vi lægger magten fra os og udenfor os selv, altså som “ske din vilje” så er det, at vi ikke har, den fornødne selvkontrol og vores egen vilje.
Hvis vi så også tillægger denne magt, som en straffende magt, altså en straffende Gud, eller Allah, eller, at der er et sted vi kommer hen, som i helvede, i skærsilden, kontra “hvis vi ære og bliver tjenere af den gode Guds vilje, på en måde, at vi bliver belønnet med paradis og skøn jomfruer”, Ja så er der meget på spil. Vi bliver Gudfrygtig, på en meget negativ måde, fordi vi bliver bange for straf. Er vi endvidere belæste i Guds vrede, så bliver vi meget bange. Og med mindre, at vi er perfekte, så bliver denne frygt også til skyld, fordi vi jo grundlæggende er utilstrækkelige.
Det er denne frygt og straffende magt, som giver en sort skygge. Vi mister vores glød, fordi vi aldrig har fred, sålænge at vi kan blive straffet for vores ugerninger. Sort skygge fordi, det ligesom den sorte pædagogik, går det på, at opdrage i frygtens navn.
Det betyder, at hvis vi har en streng og religiøs far, som tror på en af disse religionens paranoide forstillinger, så vil han ligeledes straffe sine børn, hvis de træder ud fra dydens smalle sti. Jeg nævner sort og skygge, fordi jeg har studeret religion så meget, at jeg ved at det ofte er af mere sekterisk art, og ud i den mere ekstreme og ofte et spor af religionerne, som dyrke de mere stærke og farefulde krafter. Det er jo som med alt andet, så tjener angsten både, at samle flokken, men giver også en stærk intensitet, i dette ofte paranoide skidsofrene og den farefulde splittelse mellem de “rigtig og de udstødte”.
Så kan man jo tænke, at det lyder jo som noget fra indremission i 1800 tallet, og nej sådan er det desværre ikke. Og jo det sker i lukkede miljøer og ofte afsides, og der er mange grene af de samme religioner, som til stadighed disse dogmatiske og skarpe regler.
Mit ærene er dog ikke at pege fingere af religionerne, men at pege på, at dét må ikke være sådan, at lyset slukkes i øjene, hverken på børn eller voksne. Faktum er at disse ekstremer, giver ekstreme og næsten uoprettelige skader på sjælen, netop fordi det gøres i “Det godes navn” og dét som er større end os selv.
Man siger at alkohol og stoffer er svære, at få folk ud af, hvis de er blevet afhængige, fordi det er på identitets plan, det vil sige at man identificere sig med tingene. Det er jeget der er ramt og de fleste der går i behandling, kommer ud fordi, at de højere magter støtter, når man nu selv, er magtesløs for “Alkohol djævlen”. Det er derfor det virker og fordi at der er noget, som er større end individet, såsom fælleskabet, kærligheden og det åndelige plan. Så når vi taler om, at være afhængig af mennesker (som børn er) som bruger og misbruger Guds navn i, at skabe fred med frygt, så sker det i fælleskabets navn, i “kærlighedes navn og i Guds navn, dette plan er det højeste og der er ikke noget hjælp, at hente over dette plan. Derfor gør det og giver det svære sår på sjælen, som er svære at helbrede og lindre.
Det er på samme måde som med tortur, hvor man torturere med eks. en tandbørste, hvor man selv, efter man er kommet ud af fangeskabet og resten af livet, skal bruge en tandbørste, og desværre rammes af disse posttraumatiske oplevelser.
Så den gode Gud, er det som både Jesus, Buddha, Profeten Allah prædiker om er for det første så er børnene Guds børn og de kan vel ikke gøres skyldige, eller leg er næppe syndigt.
Så lad os værne om ytringsfrihed og religionernes forskelligheder og friheden til at vælge, men hvis ikke vi kan se Guds lys skinne i øjnene og Guds varme i kinderne, både på børn, kvinder og ja mændene, ja så er det vel ikke Guds vilje, og det de gode profeter forsøgte at belære os om for Herrens år siden.
