Psykoterapi som et håndværk

Kan man kalde psykoterapi for et håndværk?
Ja det mener jeg bestemt, det kan også være et akademisk disciplin, her er det er viden, som er det bærende punkt.
Men dér hvor Psykoterapien virkelig gør sig gældende som et håndværk, så er det mere end viden, der skal med til,
at gøre det til et håndværk.
For udover viden, så er der praktisk erfaring, og det vigtigste her er, helt klart terapeutens eget terapeutiske arbejde, med sig selv.
Altså selv-indsigt,
-At terapeuten mestrer sit liv, sine følelser, sine forsvars- og undgåelses-mekanismer, og mest af alt,
-At kunne skille sit eget “Personværk” og sin egen livshistorie fra sig, for at være fuldt ud tilsted,
her og nu, uden filtre, uden at “se” igennem sin egen historie.
-At kunne lytte til klienten, uden af være farvet og forudindtaget af sine egne erfaringer, uden at digte på hvad sammenhængen er, og ikke mindst, ikke tolke på hvad der bliver bragt ind i det terapeutiske rum.
“Det at gå på opdagelse i klientens forhold til klientens verden, og klientens relationer,
uden at farve, tolke, formode, men blot være nysgerrig på, hvad tingene har af betydning for klienten. Det at stoppe ved det åbenlyse og stille spørgsmål til det”.
Det at terapeuten er modig nok til, at være uvidende på klienten, og dog klog nok til at stille skarpt på dét,
som kunne være en undgåelse, en overspringshandling, en ikke kontaktfuld udtagelse, som er nogen af de små uoverensstemmelser klienten ubevidst uundgåeligt kommer til at give, så der er noget at arbejde med.
Det at der er en uoverenstemmelse i klienten, er ofte noget som klienten tidligere i livet, har påtaget sig, tilpasset sig med, slugt, uden at klienten er bevidst om, at det ikke hører til hans sande identitet. Det er ofte det som gør at livet ikke er bæredygtigt, at klienten har påtaget sig noget klienten ikke er, et falsk selvbilledet, som ikke er i kontakt med klientens sande jeg med lidenskab og vilje/styrke til, at få livet til at være det liv, som klienten ønsker.
Sagt på en anden måde, at nogen i klientens liv, skulle havde lavet et “greb” en fastholdelse af klienten, i en ikke ægte version af sig selv. Et negativt billedet, en negativ rolle som klienten bliver fastholdt i. Det kunne være klientens kone, der ikke er tilfreds med hans bidrag, uagtet hvad han gør, eller forsøger på, så er det aldrig godt nok og med tiden køber klienten ind på den identitet, at han er et sølle menneske, som ikke engang kan gøre hans kone tilfreds.
Her vil opdagelsen går på, at finde ud af, at konen nok har det meste af sit liv, være selvkritisk på sig selv og med tiden fået dette mindre værd, projiceret over på ham.
Dette er naturligvis let for en terapeut, at se og have viden nok til, at kunne afslører, dette, men kunsten er at kunne forblive “den nysgerrige arkæolog” som sammen med klienten, går på opdagelse i dette, og med sikker hånd, skiller potteskårene fra hinanden, som i hvad som er “ægte” liv og hvad der blot er “skrald” som er købt som værende identitet. Det er hér klienten, får den nødvendige selvindsigt, der vil handle og tage sit ansvar for at få ændret dette skuespil. Det er nemlig ikke nok at en terapeut fortæller, at det nok er hans kone der er for kritisk, for det vægter ikke nok, fordi på vægten, har hans kone bevist 1000 gange at han svigter, og ud fra dette, har han selv købt ind på at han jo også er skyld i hans kones kritik.
Håndværket 
Håndværket i at være psykoterapeut, er at meste livet, -At være livskunstner, det at være menneskekender.
Det bliver man naturligvis ikke, hvis man ikke har være på kanten af livet, -det at havde være i livets mørke kroge og rent mytologisk kunne vi kalde det for at havde været i dødsriget og sluppet fra det i live, en slags genopstandelse.
På bedste Kierkegaard´s vis, så er det at havde taget nogle udviklings-skridt eller stadier på livs-vejen, fra at havde været åndsløs, spidsborger for at gå igennem fortvivlelsen for at få fat i æstetikken, måske det at blive et etisk menneske.
Så gevindsten, ved at havde mødt nogle af livets store lidelse, prøvelser, fristelser, nederlag, tab og svigt,
er at man kan blive en god menneskekender. Hvis man naturligvis, får bearbejdet disse knubs og  lidelser.
Og det er lige det at man gør som psykoterapeut, det er 4-5 år mennesketræning, hvor de første par år,
er at rydde op i egen baghave, hvor alle fortidens nederlag ligger begravet.
Hjælpekunsten
Det som også er møghamrende vigtigt, er kunsten i at hjælpe et andet menneske.
Dette har jeg før skrevet om her på siden, så det vil jeg gøre kort, men det er ind på første række tillid, og
hvis ikke klienten har tillid, hvilket er ofte, for tilliden er ofte noget der er blevet forstyret inden skolestart.
Så tillid er noget som skal skabes, og også her er det håndværet eller håndelaget får sin betydning, for det at skabe tillid, er en kunst i kommunikativ og kropslige bevægelse, en forsigtig dans i ord og kropsprog, for at begge åbner op,
for at tyde og læse kropsprog og træde nærmere hinanden.
Det er fordi tillid, ikke bare er tillid, men består af mindst 4 elementer, nemlig åbenhed, accept, pålidelighed og ærlighed. Så der er ligesom 4 ben, som skal følges ad, for at tilliden kan “sætte sig”.
Det betyder også, at opmærksomhed er et vigtigt element i denne relationdannende proces, altså en øget/udvidet opmærksomhed, -en højere bevisthed, og for terapeutens vedkommende, en evne til at åbne op for denne større bevisthed og opmærksomhed, som også kaldes awareness.
Terapeuten skaber rummet for intensitet og nærvær, så at sige, og i denne åbenhed, også viser sig og gør sig “gennemsigtet”, eller let at se, mærke og forstå. Særligt i at byde ind med sig selv og sine betragtninger om liv og levnet, uden at tage pladsen.
Endelig er dét, at være empatisk, ligeledes en kunst og et håndværk, da det ikke er noget man kan læse sig til.
At have empati er evnen til, at genkende og forstå andres følelser. Det beskrives ofte som evnen til,
at sætte sig i andres sted (ikke at forveksle med sympati, som mere er evnen til at dele en følelse med en person, dvs. at man selv oplever samme følelse som personen).
Ofte er denne evne hos en trænet psykoterapeut af sådanne en beskaffenhed, at terapeuten kan fange skyggen af et stemningsskifte i klienten, og holde fast på en måde, at klienten opnår en bevidsthed om denne følelse eller stemning, som ikke havde fundet vej til klientens bevisthed, uden terapeuten.

Der er også timing, det er fange det rigtige tidspunkt, -på det rette sted, -med det rette, -det at navigere mellem det som har betydning, og det som blot er sløring og fyld.

Endelige er der det, at kunne spejle klienten, at gengive en holdning, en stemning, et adfærd, som er med til,
at bevidstgøre klientens blinde pletter, altså det klienten selv er med til, at gøre eller modarbejde med, som ikke tjener det ønskede liv. Det at de skjulte destruktive kræfter, det selvmodsigelige, modstanden mod de positive forandringer, kommer frem i lyset, og de skjulte beskyttelse- og belønnings- mekanismer bliver gjort synlige som forhindringer mod projektet “det gode liv”.
Det samme gør sig gældende i at fortælle anekdoter, ligninger, aforismer, metaforer som indirekte giver et billedet af klientens situation, blot igennem en fortælling. En metode til at åbne op for klientens mere følelsesmæssige intelligens, da logikken og det kritiske sind, samt forsvarret ikke kan gøre sig gældende mod fortællinger.
Viden
I forhold til viden, så er psykoterapeutstudiet, udover at indgå i terapeutiske processer, fuld af lange litteraturlister, der er mange fag og discipliner der skal studeres. Blot i de store linjer så er det filosofi, psykoterapi, psykologi, fænomenologi, psykiatri, sexologi, patologi (læren om syge menneske), og i den lave ende pædagogik, åndslære og naturligvis kommunikation.
Psykologierne 
Hvis vi tager psykologien, så er psykologi ikke bare psykologi, for der er mange psykologier, der griber ind over hinanden, for at dække det psykoterapeutiske felt arbejde. Så der der udviklings-psykologi, Dybdepsykologi, kendt som analytisk psykologi, Eksistentiel psykologi, Humanistisk psykologi, Kognitiv psykologi, Psykoanalyse, Systemisk psykologi, gruppe psykologi.
Filosofierne 
Det er måske ikke filosofien der fylder mest på litteraturlisterne, men det er en del af rødderne til psykoterapien. Så man kommer ikke udenom de store retningsgivende filosoffer, Sokrates, Platon, Aristoteles, Kant, Hegel, Husserl, Buber, Kierkegaard, Sartre, Heidegger, Nietzsche, Camus.
De psykologiske tænkere
Erik H. Erikson, Viktor Frankl, Sigmund Freud, Carl Gustav Jung, Abraham Maslow, Rollo May, Ivan Pavlov,
Jean Piaget, Carl Rogers, Emmy van Deurzen, Ludwig Binswanger, Fritz Perls.
De psykologiske emner
Det menneskelige, det psykologiske og det terapeutiske landkort er stort og alt afhængig af hvilken psykoterapeutisk skole vi har med at gøre, så er emnerne mange og listen er længere end lige de nævnte her;
Krop, Sind, Ånd, Bevidsthed, Følelser, Identitet, Intelligens, Personlighed, Selvet, Tænkning, Udvikling, Tilknytningsteori, Livsfaser, Udviklings Faser og Stadier i livet, livsvilkår, miljø, genetik.
z-
De store terapeutiske skoler
psykodrama, Interpersonel terapi, kunst terapi, kognitiv adfærdsterapi, Adfærdsterapi, psykoanalytisk terapi, psykodynamisk terapi, Jungians terapi, Humanistiske terapier, Eksistentiel terapi, Gestaltterapi, Klient centreret terapi, transpersonlig terapi, Transaktionsanalyse.
Dette var lige hvad jeg kunne skrive om psykoterapi som håndværk, men der er sikkert mere, som ikke kom med, vigtigt for mig, var at skildre håndværet i det at være psykoterapeut sammen med den massive viden, som kun kan støtte op til dette møde. Hvad der måske er lige så vigtigt at nævne er, at denne dannelse ikke stopper, fordi en psykoterapeut er uddannet, for dynamikken stopper den dag, man stopper med at lære. Og i dag læser jeg mere end jeg kunne nå, under min egen uddannelse for 25 år siden, og sådan har det været siden jeg bliv selvstændig i 1996.
Det er livlang lærring, det heldige er, at det er lidenskaben og interessen som bestemmer, hvad der skal være på min litteratur ønskeliste og hvad mere heldigt er, at det er firmaet der betaler.
Scroll to Top