“Parforholdets kriser”.
Parforholdets kriser har rødder i alle andre aspekter i livet, og rødder stopper ikke ved partnernes livs begyndelse. Det har rødder i familiernes ophav fra bedste og olde, om rødderne har stået i by eller på landet, ja selv på Ærø, er der forudsætninger som ikke kan mødes.
Hvert årti har sin smag og påvirkning, hver politisk indflydelse eller manglende indflydelse sætter sig i parforholdets tekstur.
Ja vennerne sætter deres præg på trivslen i parforholdet, 3 vennepar i skilsmisse, styrker ikke båndene i parforholdet
Ja børn, det at få børn sammen, Av som er noget af en russisk roulette, ikke lige i starten for her bliver man slået ihjel, hvis den enkelte våger sig ud for at få luft og møde de frie venner.
Til gengæld sætter drømmen om frihed og livet som fattig vinbonde dybe rødder her i denne periode.
Flere børn er ikke erfaringen fra det første barn, som fordre det, men ønsker om, at børn må kunne lege sammen, hvilket gør det til en investering. Som sjældent giver det ønskede.
Børn og ejerbolig er ikke investering. Det er livs-omkosteligt, to liv på fuldtid uden søn og helligdagsbetaling, og ingen fridage uden samvittighed.
Tvillinger er ikke russisk roulette, men en gyser uden søvn og udgang.
Klimakrise, optur, nedtur, socialdemokratisk styre, virus og isolation, ja arbejdet stjæler en stor portion af det overskud som skulle med hjem i dobbelt sengen.
Ja svigerforældrene som jo skulle være støtter og den store rygdækning, virker som de har tabt, ja selv den kommunale opdragelse og dannelse.
Midtvejs krisen er også en belastning, men en revision opgørelse på parforholdets kasse afstemning, som tydeligt viser at der er underskud på fest og sex og løjer, og med intern revisions konklusion, skal alt udbetales her og nu.
Parforholdet er ganske enkelt den membran, det net som fanger alle livets belastninger, og kun uden belastninger, og med overskud, fysisk, socialt, psykisk, følelsesmæssigt og økonomisk vokser de parforholdsmæssige betingelser og bæredygtighed.
