Mange eksperter hævder at parforholdet er i krise, men det er parforholdet som rammes af kriser.
Enhver bekymring, alle sorger og trængsler rammer og sætter parforholdet på prøve, og kærligheden træder til side, for at noget andet, kan tage hånd om det bekymrende.
Alt rammer den skrøbelige kærlighed som er fundamentet i et kærlighedsforhold.
Paradoksalt, så er det kærligheden som Johannes skrev til korintherne, som overvinder alt.
Men har vi ikke fat i denne dybe kærlighed, ja som bliver parforholdet reduceret til en form, et projekt.
En praktisk “fem på stribe”, som en at dele udgifterne med, en al dele pligterne med, En at sove- og knalde med, En at trøstes af og En til at blive støttet af.
Denne praktiske form, bliver dét fængsel som bliver den primære grund til skilsmisse. Nemlig ønsker om frihed, og retten til, at være sig selv.
Desværre er det, når vi som mennesker reduceres til denne vi-form, at evnen til at elske og evnen til at give slip ryger ud af formen, det praktiske liv.
Kærligheden findes ikke i fast form, den har heller ikke sæde i et “Vi”, det er noget som opstår i mødet mellem to frie mennesker.
Både kærlighed og frihed skal findes i valget og ansvaret for at skabe plads leg, liv og lidenskab.
“Det er også ansvarligt, at slippe ansvaret, for en stund”..
