Det er muligt at forelskelse gør blind,
men ægteskabet får dig til at åbne øjnene. 
Parforholdet er det bedste sted at udvikle sig i, vel at mærke hvis rammerne og målet med forholdet er defineret. Biologien nøjes gerne med at vi får bygget rede og fylder den med unger. Denne model giver dog kun 3 faser i parforholdet, nemlig forelskelsesfasen (liv), konfliktfasen og dødsfasen. Nogle flytter dog fra hinanden og søger livsfasen igen.
Men ellers så er det muligt at udvikle sig som en overbygning på den lidt primitive ur-menneskelige model; jagt, nedlæg og forplantning. Så handler det om at få følelserne med i parforholdet, så der er liv i forholdet også efter der er kommet børn til.
Således har parforholdet 4 livsfaser.
Forelskelsesfasen.
Der er ligeså mange definitioner på forelskelse som der er forskere. Mange er dog enige om at det er en rus, en monumental sindssyge, hvor hormonerne går amok, Dopamin som er et signal stof giver en intens lykkefølelse og Serotonin et andet hormon som giver stor glæde og sidst så er der Oxytocin som giver (mest kvinden) en følelsen af hengivenhed og stor kærlighed.
Jeg tilslutter mig den del, som ikke tror på den eneste ene syndromet, men heller ikke at det er tilfældigheder eller Vorherres luner der bestemmer om hvem vi tændes på.
Vi tiltrækkes af det modsatte køn som kommer fra samme “psykologiske baggård”. Dvs. at det er muligt at vi har modsatte poler, som ødsel og sparsom, rolig og fart på, men vi har de samme understimulerede og overstimulerede strenge i livet. Lad os bare her kalde det for, at vi har samme “Kærligheds DNA” og det er her at hormonerne trigges og åbner op for eventyret.
Konfliktfasen.Konfliktfasen er når hormoner langsom forsvinder og prinsessen (eller omvendt Prinsen) ikke er kun er et fantastisk og yderst perfekt væsen, som var blind og kun havde set mig som eneste væsen i hendes liv. Hun bliver jo nærmest dum og kan ikke lægge to og to sammen. Eller for hans vedkommende, så bliver han en drengerøv, som ikke forstå sig på følelser og romantik.
Så er det her balladen starter, det hun blev forelsket i, er nu pisse irriterende og for ham så hende der forgudede ham, blevet en stamtantet brokkerøv, som altid har et projekt der handler om liv eller død. Og død bliver det til ofte, skænderier, sværdkampe til enten sidste blodsdråbe eller udmattelse med overgivelse til følge.
Udviklingsfasen.
Nu kunne jeg være fristet af at kalde denne fase “terapifasen”, men den kan sagtens klares uden parterapi og psykoterapi. For i virkeligheden handler det om en afklaringsfase, der gerne skulle give den nødvendige bevidsthed om at; “vi elsker hinanden, så hvordan kan det gå så galt”. “Hvad gør at vi ikke kan holde fast i kærligheden og enten accepterer hinanden på godt og ondt?”. Det er her at vi, selv om ikke alt skal handle om parterapi, så skal vi søge den psykologiske viden, eller den åndelige indsigt i vores mangler eller blinde pletter. Søger vi den opdager vi også, at vi ikke er Yin eller Yang alene, eller sagt på dansk, vi er jo ikke sort og hvid i vores opfattelse eller indstilling. Vi kan ikke leve uden vores primære modsætning og skal vi søge en helhed, må det nødvendigvis indbefatte det vi har svært ved. Deri kommer vi til at det handler om udvikling, personlig udvikling og dernæst udvikles parforholdet nærmest af sig selv, blot begge parter ønsker udvikling og opdagelse af det som behov og længslen kalder efter. Vi får genfundet vores tabte jeg og følelser i os selv og her finder vi også et større rummelige jeg, vores kærlige og fortabte jeg. Gensynet spejlet i vores partners smil og glæde.
Den Moden kærlighedsfase.
Denne fase er på mange måder “Taknemmelighedens essens”, vi er taknemmelige over at have fundet os selv, og blevet fri af angst og frygt for alverdens ting, vi skuer ikke længere bagud eller ud i fremtiden. Vi er nærværende i nuet med vores Livspartner, vi har accepteret fortidens spøgelser, som har forhindret os i at se klart og mærke vores dybereliggende kærlige følelser. Vi får travlt med at leve livet og ikke et sekund må gå til spilde på grund af splid og ligegyldige spidsfindigheder. Livet er sårbart, skrøbeligt og fuld af skønhed i de nærværende pauser.
“Vi må arbejde på at fjerne det som skygger imellem os,
i stedet for at skubbe vores partner væk”.
