Det er ikke parforholdet som er forkert, eller fejler noget.
Det er hvad vi gør parforholdet og vores partner til, som er afgørende for holdbarheden.
Parforholdet er ikke noget i sig selv, det er summen af to menneskers forhold til sig selv, og deres mod og evne til at være sig selv, samt forpligtelse og bidrag til forholdet.
Parforholdet bliver en spejling af dit forhold til dig selv, dine konflikter med dig selv og ikke mindst dit forhold til kærligheden, følelserne, behov og længsler.
Så går du ind i et forhold, fordi du vil have noget, eks. sex, et værn imod ensomhed, en til at supplere dig, der hvor dine evner ikke rækker, en til at dele regningen med,
ja så er det nogen der skal tjene dig og dine behov, og hverken frihed eller kærligheden, er med i den overenskomst.
Parforholdet burde starte ved længslers holdeplads.
Alt hvad hjertets længes efter, kan skabes i parforholdets tjeneste. Og lige det at tjene, er måske en af de vigtigste nøgler i et lykkeligt parforhold.
Hvis vi tjener hinanden, står i kærlighedens tjeneste, så ophører længslerne, fordi vi længes ikke efter det umulige, vi længes efter at folde livet ud og få elsket de uelskede sår.
Vi ønsker at blive set, hørt og elsket for den vi er, og vi ønsker en at dele livet- og oplevelserne med.
